Indvielse af kirsebærallé i Sæby Bypark: Nu plantes de to første træer
Sæby Erhvervsforening og Frederikshavn Kommune inviterer alle interesserede til den officielle indvielse af den nye kirsebærallé i Sæby Bypark, hvor de første to japanske kirsebærtræer vil blive plantet.
- Historien bag dette projekt er særligt hjertelig. Sparekassen Danmark Fonden henvendte sig til Sæby Erhvervsforening med ønsket om at give Sæby en gave i anledning af byens 500-års købstadsjubilæum. Som svar på denne generøse gestus foreslog erhvervsforeningen kirsebæralléen, som nu bliver til virkelighed i koordination med Frederikshavn Kommune. Dette projekt er tænkt som en langvarig glæde for både borgere og turister i generationer frem, siger erhvervskonsulent, Inge Møller Thomsen, Erhvervshus Nord.
Indvielsen finder sted fredag 30. august kl. 15.00 i Sæby Bypark.
Program:
Kl. 15.00: Velkomst ved borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune
Kl. 15.10: Indvielsestale af bestyrelsesformand Helle Louise Rømer Skole, Sparekassen Danmark Fonden Jerslev
Kl. 15.20: De første to træer plantes af borgmester og bestyrelsesformand
Kl. 15.30: Jette Juul Holm Klarup synger sin jubilæumssang om Sæby
Kl. 15.40: Afslutning ved bestyrelsesformand Kim Müller, Sæby Erhvervsforening
Efter programmet vil der være mulighed for at gå en tur langs den kommende allé, hvor man snart vil kunne nyde synet af de smukke kirsebærtræer. Alle interesserede er velkomne til at deltage og være med til at markere denne særlige dag for Sæby.
De resterende 98 træer plantes i løbet af efteråret, når vejr- og jordbundsforholdene er optimale. Dette arbejde vil blive udført af Sæby Planteskole, som også sørger for at tilse træerne i de første leveår.