Inspirationsmøde: Udvalg vil styrke børn og unges hverdag
Udvalget for Børn, Unge og Familier inviterer alle borgere til dialog om skole og fritid i Frederikshavn Kommune. Trivsel, ungehus og SFO2 er på skemaet.
Hvordan sikrer vi god kvalitet og trivsel i børn og unges hverdag? Det er omdrejningspunktet, når Udvalget for Børn, Unge og Familier inviterer til inspirationsmøde tirsdag 12. maj på Nordstjerneskolen.
Inspirationsmøde er åbent for alle interesserede borgere - herunder forældre, unge, medarbejdere og faglige organisationer. Formålet er at skabe en åben og konstruktiv dialog, hvor deltagerne kan dele perspektiver, erfaringer og ønsker for området.
- Vi vil meget gerne høre, hvad borgere og fagfolk oplever som god kvalitet i hverdagen for børn og unge. Det er vigtigt for os at lytte og tage inputtene med i det videre politiske arbejde, siger udvalgsformand Jan Bjeldbak (V).
På mødet vil der blandt andet blive drøftet social og faglig trivsel i skolerne, SFO2 samt fritids- og ungdomsklubber. Desuden er tankerne om et muligt ungehus i Frederikshavn på dagsordenen.
Inspirationsmøde finder sted tirsdag 12. maj kl. 18.30–21.00 i aktivitetssalen ved hovedindgangen på Nordstjerneskolen, Rimmens Allé 75. Tilmelding er ikke nødvendig, men der vil være kaffe og kage til dem, der tilmelder sig senest 10. maj.




































