Japansk Dage afvikles for tredje gang i Palads Teatret
Japanske Dage afvikles i år for tredje gang i Palads Teatret i Frederikshavn, som glæder sig til at præsentere en perlerække af animerede mesterværker og kulturoplevelser fra solens rige.
- Vi starter fredag 23. januar med gallapremieren på Mamoru Hosodas SCARLET, hvor vi inden filmen skal nyde en overdådig japansk buffet kreeret af de kulinariske troldmænd fra Essens Gaarden. Hertil får man enten en japansk øl eller sodavand, og bagefter kan man smage japansk risvin, saké, oppe i loungebaren, fortæller biografdirektør Kris Søgaard Pedersen.
Køb billetter til Scarlet,23 . januar 2026 i Palads Teatret.
Borgmester Jon Andersen åbner Japanske Dage kl. 20.00. Udover borgmesteren vil repræsentanter fra den japanske ambassade deltage i åbningen af festivalen, hvor de inden filmen møder unge fra Frederikshavn Ungdomsskoles japanske kulturhold.
Lørdag kl 14.00 er hele byen inviteret til gratis opvisning i japansk kampkunst på scenen i Palads Teatrets store sal. Frederikshavn Budoklub demonstrerer, hvorfor japansk kampkunst har vundet sportshjerter i hele verden.
Hele weekenden kan du nyde synet af smukke Bonsai venligst udlånt af Bangsbo Botanisk Haves Vennekreds. Bonsai er en kunstform fra Japan, hvor man ved sindrig pleje, klipning og binding opnår et helt særligt og smukt udtryk på de ofte små træer.
Lørdag kl 11.30 vises Min Nabo Totoro, som er en særligt velegnet film for familier. Inkluderet i billetprisen følger en japansk sodavand, Hata Ramune.
Se Min nabo Totoro - Dk Tale i Palads Teatret.
Både lørdag og søndag er der anime-filmfest, hvor publikum kan nyde et stort udvalg af nye klassiske animefilm.
Takket være samarbejdet med Frederikshavn Kommune kan 500 skoleelever fra kommunen komme gratis i biografen og opleve nogle af de absolut bedste animefilm af instruktør Hayao Miyazaki.
- Forestillingerne ligger i uge 3 og er alle udsolgt, men hvis du er interesseret i at få din klasse ind til en ganske særlig oplevelse, så skriv til info@palads-teatret.dk, oplyser Kris Søgaard Pedersen.
Som noget ganske nyt i år inviteres Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Handelsskole og EUC Nord gratis i biografen til forestillinger af Hayao Miyazakis animerede mesterværker.
- Udover gallapremieren på Mamoru Hosodas nye mesterværk har vi en perlerække af både klassiske mesterværker og nye store animefilm på plakaten lørdag og søndag, heriblandt Mamoru Oshiis Angels Egg fra 1985, som først nu får biografpremiere i Danmark. Herudover viser vi også klassiske Hayao Miyazaki-film, Demon Slayer, Chainsaw Man, Toto-Chan: Den lille pige i vinduet, som var vores gallapremiere til Japanske Dage i 2025, Jujutsu Kasien og mere, fortæller Kris Søgaard Pedersen.
Han er selv meget passioneret fan af japansk anime- og kultur generelt.
- Det har i mange år været en stor drøm at kunne præsentere det bedste af det bedste på det store lærred for alle filmfans i Nordjylland, og jeg er helt vild glad for, at der i de seneste år er kommet flere og flere af disse film ud på det danske biografmarked. Jeg håber, at alle fans derude ved, at vi i vores filmtempel viser ALT, der udkommer. Hvis du er til japansk kultur, eller bare har lyst til at få en ekstraordinært lækker oplevelse i biografens magiske mørke, så tjek festivalprogrammet ud, lyder opfordringen fra biografdirektøren.
Klik her for at læse mere om Japanske Dage, og den helt særlige forbindelse mellem Frederikshavn og Wakayam: ANIME FILMFEST | Palads Teatret.





































