- Jens Borup, du stopper simpelthen ikke med at chokere mig
Tonen forbliver skarp i byrådssalen i Frederikshavn Kommune. Det var en gruppe gymnasieelever vidner til på nærmeste hold i aftes, hvor de overværede byrådsmødet. Denne gang var det Jens Borup (V) og gruppeformand Gitte Kiilerich (A), som krydsede klinger verbalt.
Sagen handlede om den fremtidige håndtering af gadelys i Frederikshavn. Det var en initativsag rejst af Jens Borup, som derfor åbnede debatten. Det gjorde han med denne udtalelse:
- Jeg vil gerne takke Gitte Kiilerich, fordi hun synes, hun vil skrive sammen med mig i avisen og revse mig en lille smule for symbolpolitik og bagklogskab, og hvad der ellers kan komme frem. Jeg synes, det er flot, men nu glæder jeg mig til, at du så også lige giver 1. viceborgmester og formand for PMU (Peter E. Nielsen, red.) en lille opsang om, at han ikke må have lov til at miskreditere administrationen, for det er jo det, du gør overfor mig, lød det fra Jens Borup, inden han kommenterede selve sagen.
Karsten Thomsen (A) har siden, han overtog ansvaret som borgmester efter Birgit S. Hansen, bestræbt sig på en skabe en bedre tone i byrådssalen. Han var derfor utilfreds med Jens Borups udlæg.
- Jeg bryder mig ikke om, når man står her og vurderer de enkeltes evner i de forskellige udvalg. Det er ikke særligt behageligt at høre på. Det er en grim proces, som jeg egentlig troede, vi var kommet væk fra. Der foregår en demokratisk proces, og den må man acceptere, sagde borgmesteren.
Gitte Kiilerich reagerede ligeledes på Jens Borups kommentar, og hun har aldrig været skarpere i byrådssalen end onsdag aften.
- Jens Borup, du stopper simpelthen ikke med at chokere mig. Jeg kunne ønske mig, at du læste op på ordet ordentlighed, og hvornår det er på sin plads at måtte komme med en kritik af en anden person. Jeg synes faktisk, det er skammeligt, at du vælger af bruge din taletid i en sag om gadebelysning til at skose mig. Du har ret til dine meninger. Det anfægter jeg ikke, men at du fremfører dine synspunkter på den her måde og samtidig mener, du skal fortælle mig, hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal, det er bare ikke okay. Jeg håber, at du hører, hvad jeg siger, og at du forstår mit budskab og tager det til dig. Jeg vil gerne have mig frabedt i fremtiden, at du misbruger taletid til at fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal. På forhånd tak, Jens, udtalte Gitte Kiilerich.
Jens Borup reagerede således på Gitte Kiilerichs reaktion:
- I stedet for at sætte et læserbrev i avisen burde vi havde taget det her i byrådssalen. Det gjorde jeg med Birgit Hansen, og det gør jeg også med dig. Jeg synes, det er her, at man skal sige det til hinanden - ikke igennem pressen. Derfor burde du have sagt det her.
Christina Lykke (SF) havde en klar opfordring til sine byrådskolleger:
- Det er så mega ærgerligt, at vi ikke kan have en debat om noget så vigtigt som det her i en byrådssal uden at blive personlige. Det gamle udtryk om at gå efter bolden og ikke manden er virkelig relevant, hvis vi skal nå nogle vegne, men det kører godt nok lidt i ring i denne periode, hvor det handler meget mere om det personlige end den sag, vi behandler, sagde Christina Lykke.
Jens Borups mål med initiativsagen var, at Frederikshavn Kommune skal hjemtage gadebelysningen fra Frederikshavn Forsyning. Kommunen skal derefter sende gadebelysningen i udbud.
Jens Borup bemærker, at borgerne i Frederikshavn, Skagen, Sæby og alle de mindre byer i kommunen er bundet til omkostninger, der er langt højere end i de fleste andre kommuner. Hvor Frederikshavn har betalt 910 kroner pr. lampe pr. år, har andre kommuner kunnet nøjes med gennemsnitligt 375 kroner.
Jens Borup argumentede for, at Nord Energi bør overtage Forsyningens elselskab. Samme erkendelse er de nået frem til i Hirtshals og Taars.
-Vi er for små til at have eget elselskab, og vi har byrådsmedlemmer siddende i ledelsen. Hvad forstand har de på at drive et elselskab? Nord Energi er forbrugerstyret, og de dække allerede området fra Nørresundby til Skagen, bemærkede Jens Borup.
I første omgang foreslog Venstre-politikeren, at sagen skulle sendes tilbage i Teknisk Udvalg. Det stemte kun Venstres fire medlemmer, Lone Haugaard (UP) og Jens Nygaard (DD) for. De resterende 23 stemte imod.
Derefter blev denne indstilling vedtaget med stemmerne 23-6:
Den nuværende kontrakt med Frederikshavn Forsyning A/S om håndtering af den kommunale gadebelysning genforhandles nu.
Stillingtagen til eventuel hjemtagelse af gadebelysningen med videre afventer kontraktens udløb i 2029.