Jensen Jordbær får besøg af Knivholt Veterankøretøjer
Onsdag 8. juli kl. 19.00 får Jensen Jordbær på Hestvangvej besøg af Knivholt Veterankøretøjer, hvor man på den idylliske gård kan opleve flotte biler og nogle få andre køretøjer af ældre dato. Og der kan selvfølgelig stadig plukkes jordbær og ærter.
- Da vi senest havde besøg af Knivholt Veterankøretøjer, var det et tilløbsstykke. Køretøjerne er minimum 35 år gamle, og man kan vel nærmest mærke historiens vingesus, når man kigger på de flotte og ældre modeller. Og der kan selvfølgelig stadig plukkes jordbær og ærter på vores hyggelige jordbærgård, fortæller Charlotte Fredborg Jensen fra Jensen Jordbær og tilføjer:
- Bilerne kan ses fra kl. 19.00, og der er selvfølgelig også åbent i Vaffelboden på denne skønne sommeraften. Vi har også friskopgravede kartofler og mange andre lækre ting af egen avl.
På Jensen Jordbærs Facebook kan du holde dig opdateret på kommende arrangementer og aktiviteter samt følge livet på gården.





































