Gå til hoved-indhold
06. april 2024 - kl. 21.04

Jesper Asholt og Jacob Morild gik en tur igennem byen og det var lørdag

  • 1 af 2
    Jacob Morild (t.v.) og Jesper Asholt (t.h.) blev akkompagneret af guitaristen, komponisten og arrangøren Lasse Schmidt.
  • 2 af 2
    Der var fællesspisning efter koncerten.
Af: Michael Frederiksen

Lørdag eftermiddag havde Frederikshavn Teaterforening besøg af Cafe Liva med en Peter AG-mosaik på godt og ondt. Stærke tekster, sjove tekster samt tekster, man i den grad kan tænke over og tage med sig.

Sange som "Her går jeg rundt og tænker på dig", sætter mange tanker i gang, og det samme gjorde sangen om en oktober-aften langs med stranden, hvor den mørke aften blev klar, da du tændte et lys.

- Mr. Swing King trådte ind på scenen, og de to herrer gav den hele armen. Sikke en underholdning vi fik leveret lige her i Frederikshavn, siger formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

På scenen stod skuespillerne Jesper Asholt og Jacob Morild, akkompagneret af guitaristen, komponisten og arrangøren Lasse Schmidt.

Vi mødte den danske mand, der siden 1950'erne har levet en omtumlet tilværelse – han har været driftig, kuet, blød, macho, overset, udskældt, egenrådig, chauvinistisk, fremmedangst og fjendsk, kollektivistisk, venstreorienteret, konservativ, liberal og radikalt udfordret.

Med udgangspunkt i Gnags’ frontperson, Peter A.G. Nielsen’s musikalske, kompositoriske og tekstfinurlige univers, blev der tegnet et portræt af den danske mand gennem de seneste 70 år.

Det hele blev afrundet med dejlig fællesspisning i restauranten på Scandic The Reef. Snakken gik lystigt.

- Vi nyder at glæde vores gæster og give dem lidt mere, end de lige forventer, fortæller Lilly Pedersen.

Næste oplevelse er igen på The Reef, onsdag 10. april, hvor man kan komme helt tæt på mennesket Johnny Hansen (Kandis), hans liv og hans musik.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...