John Christensen fra Frederikshavn ny landsformand for Rotary
Direktør John Christensen, Frederikshavn, er tiltrådt som formand for Rotary Danmark, der repræsenterer de tilsammen godt 8.000 medlemmer i de 250 danske Rotary-klubber.
John Christensen har været byrådsmedlem i Frederikshavn i 12 år – heraf otte år som formand for Plan- og Miljøudvalget - sideløbende med at være direktør i Dafolo Marketing og senere Corbiz.
Nu er han ikke længere aktiv i erhvervslivet, men har de senere år brugt meget tid i Rotary, senest som guvernør. Det vil sige, at han har repræsenteret 56 klubber i Nordjylland, indtil han tiltrådte posten som formand for Rotary Danmark.
Rotary har mere end 1,4 millioner medlemmer på verdensplan og er et særdeles stærkt erhvervsnetværk. Samtidig er Rotary blandt de største velgørende organisationer og har blandt andet taget initiativ til udryddelse af polio i hele verden.