Kalder lukning af SIND-lokalforening for dybt respektløs og muligvis ulovlig
Det er uforståeligt, dybt respektløst og muligvis ulovligt, at SIND Frederikshavn & Læsø er lukket. Det mener Niels Christian Jensen, som indtil for nylig var kasserer i lokalafdelingen.
Han står ikke alene med kritikken.
- Der er blandt mange medlemmer og samarbejdspartnere stor undren, frustration og vrede over den måde, beslutningen om at nedlægge SIND Frederikshavn & Læsø er blevet håndteret på. Mange af os fik et regulært chok, da meddelelsen fra Rikke Rugholt (formand, red.)blev offentliggjort mandag 4. maj. Beskeden kom uden forudgående dialog med medlemmerne, uden en ordentlig forklaring på baggrunden og uden mulighed for debat eller medlemsinddragelse, før beslutningen allerede fremstod som endelig, påstår Niels Christian Jensen.
Rikke Rugholt har været forperson for lokalafdelingen gennem snart fem år, og det var været fem begivenhedsrige år, hvor SIND Frederikhavn & Læsø har stået for utallige aktivteter og arrangementer.
- Det er naturligvis uheldigt og trælst, at vi nu bliver nødt til at afvikle SIND Frederikshavn & Læsø lokalafdeling og afslutte et kontinuerligt godt og meningsfuldt lokalarbejde, sagde Rikke Rugholt, da hun offentliggjorde lukningen.
Hun oplyste, at forperson og kasserer havde valgt at trække sig af personlige årsager, og den resterende bestyrelse ønskede ikke at drive lokalafdelingen videre.
Niels Christian Jensen:
- Jeg har selv været medlem af SIND i rigtig mange år og har siddet i bestyrelsen i mere end 12 år. I starten af marts måtte jeg desværre forlade bestyrelsen af helbredsmæssige årsager. Kort tid efter valgte næstformanden også at udtræde af bestyrelsen. Men da der på generalforsamlingen var valgt to suppleanter, var det helt naturligt for mange af os, at foreningen fortsatte sit arbejde videre.
SIND Frederikshavn & Læsø blev stiftet i 1982 og har gennem mange år været kendt som en af landets mest aktive SIND-afdelinger.
- Derfor opleves det som både uforståeligt og dybt respektløst, at en så vigtig lokalafdeling tilsyneladende kan lukkes ned uden reel dialog med medlemmerne og uden respekt for det store frivillige arbejde, som gennem årene er blevet lagt i foreningen. Fordi jeg gennem mange år har været både kendt, aktiv og synlig i arbejdet omkring SIND, er det naturligt, at mange medlemmer og samarbejdspartnere nu vælger at kontakte mig. Jeg har siden offentliggørelsen modtaget utallige henvendelser fra mennesker, som alle stiller de samme spørgsmål: Hvordan kunne det ske på denne måde? Hvorfor blev medlemmerne ikke hørt? Og hvad skal der nu ske med det fællesskab og den støtte, som lokalafdelingen har skabt for mennesker med psykiske udfordringer og deres pårørende?, siger Niels Christian Jensen.
Han oplyser, at flere fortæller, at de selv har forsøgt at komme i kontakt med Rikke Rugholt for at få svar og en forklaring, men at det har været umuligt at få kontakt.
- Det skaber kun endnu større frustration og usikkerhed blandt medlemmerne. Jeg har selv forsøgt at få kontakt og svar fra Rikke Rugholt, men uden held. Kritikken af Rikke Rugholts fremgangsmåde kommer fra flere fronter. Mange stiller alvorlige spørgsmål ved både processen og grundlaget for beslutningen, og der er stor tvivl om, hvorvidt hun overhovedet har haft ret eller mandat til det, der er sket, udtaler Niels Christian Jensen.
- Det handler ikke kun om en forening. Det handler om mennesker, fællesskab, frivillighed og et vigtigt lokalt arbejde, som har gjort en reel forskel for mange borgere gennem snart 44 år.
Niels Christian Jensen håber, at SIND Nordjylland og andre gode kræfter vil tage initiativ til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med håbet om at få lokalforeningen genstartet, så medlemmerne igen kan få indflydelse på deres forening og dens fremtid.
- Det mindste medlemmerne kan forvente, er åbenhed, respekt og demokratisk dialog, mener den tidligere kasserer.




































