Kirkekoncert med Trine Gadeberg i Skagen Kirke har humanitært formål
Rotary Skagen arrangerer onsdag 15. maj kl. 19.00 koncert i Skagen Kirke med Trine Gadeberg. Koncerten varer en cirka 70 minutter, og dørene åbnes en time før.
Trine Gadeberg er i Vendsyssel nok bedst kendt fra Hjørring Revyen, hvor hun siden 2019 har været en fast del af det sprudlende revyhold. Hun kan dog meget mere end revy.
Hun huskes af mange som Kviknissen Pyt fra DR’s julekalender Nissebanden, som den ene fjerdedel af de frække piger kaldet City Singler, fra flere musicals, som solist med landets symfoniorkestre og i nyere tid som figuren fem-årige Pelle, som er gået viralt og har turneret landet rundt for fulde huse.
Selvom Trine Gadeberg holder af skuespillet, har hun en særlig forkærlighed for stemningsfulde kirkekoncerter, hvor hun i mange år har givet publikum store musikalske oplevelser. Det får du nu mulighed for selv at opleve i Skagen.
Billetter købes via rotarymentaltour.dk. Prisen er 250 kroner plus gebyr.
Koncerten har et humanitært formål. Overskuddet går ubeskåret til at forbedre trivslen for børn og unge med mentale udfordringer i et samarbejde med "Det Sociale Netværk" Headspace.
Koncerten arrangeres af Rotary Skagen Morgen- og Aften, som glæder sig til at se rigtig mange mennesker, der vil opleve en stor kunstner og samtidig bidrage til en forbedring af børn og unges trivsel.