Gå til hoved-indhold
13. februar 2024 - kl. 00.02

Kirppu Loppesupermarked åbner ved siden af Løvbjerg i Frederikshavn

  • 1 af 2
    Kirppu har 25 butikker i Danmark. I maj åbner kæden en afdeling i Frederikshavn.
  • 2 af 2
    Kirppu lejer lokalet ved siden af Løvbjerg, mens NORMAL skal have lokalet til venstre.
Af: Michael Frederiksen

Kirppu Loppesupermarked åbner i maj i det nye lokale ved siden af Løvbjerg i Frederikshavn. Som tidligere omtalt har NORMAL også valgt at placere sig ved Løvbjerg. Det bliver i lokalet på den anden side af Kirppu Loppesupermarked.

- Frederikshavn har længe stået på vores ønskeliste. Vi mangler en butik til det store område på østkysten, og vi regner også med norske og svenske kunder i turistsæsonen, så vi ser frem til åbningen i Frederikshavn, fortæller driftschef Pernille Seidenfaden til Kanal Frederikshavn.

Kirppu betyder loppe på finsk og er et venligt nik mod landet med de mange søer. Det var nemlig herfra Morten Bøjland og Claus Andreassen fik idéen til at åbne Danmarks første loppesupermarked. Konceptet er stærkt inspireret af det finske Kirpputori og kan bedst forklares som et indendørs loppemarked, hvor sælgerne ikke selv skal være til stede. Butikspersonalet tager sig nemlig af selve salget.

Kirppu åbnede sin første butik i Hillerød i 2014 og har i dag 25 butikker i Danmark. De seneste to år er Kirppu med stolthed blevet tildelt Børsen Gazelle.

- Det handler om, at det skal være en oplevelse at komme ind i vores butikker. Kunderne skal mærke, at de får en god service. Vi skal give dem mere, end de forventer, så hele familiens får lyst til at være hos os, siger Pernille Seidenfaden.

I Frederikshavn kommer Kirppu til at råde over 1000 kvadratmeter. Det betyder, at der er plads til 350 stande. Prisen for en stand er 200 kroner, men det anbefales at købe mindst fire uger. Her er prisen 675 kroner. Der bliver dog et åbningstilbud i Frederikshavn, hvor en uge kun koster 125 kroner. Kirppu tager 19 procent i kommission.

Kirppu overtager lejemålet i Frederikshavn 1. maj. Planen er at åbne i løbet af maj. Her venter der givetvis frederikshaverne en festlig dag med gratis fadøl og sodavand. Det er traditionen, når Kirppu slår dørene op til en ny butik.

- Vi skal nu i gang med at finde en butikschef i Frederikshavn. Det skal være en person med et stort smil, som brænder for service, siger Pernille Seidenfaden.

Derudover skal der ansættes tre-fire voksne medarbejdere på deltid samt fem-seks ungarbejdere.

Idéen med at leje en stand og sælge sit brugte tøj, legetøj, brugskunst med mere har for alvor slået an de senere år. Kirppu er i dag ikke alene den første loppesupermarkedskæde i Danmark, men også den største. En del af succesen skal ifølge administrerende direktør, Morten Bøjland, tilskrives butikkernes udforming: 

- Noget af det, alle vores brugerundersøgelser viser, er, at folk elsker, det er genbrug på en moderne måde. Vores butikker er store, lyse og rene.

Sådan fungerer det i Kirppu.

Ejendommen ved siden af Løvbjerg ejes af Colosseum Ejendomme. Det er erhvervsmæglerfirmaet Nordicals, som har udlejet lokalerne til Kirppu og NORMAL.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...