La Rondine (Svalen) af Puccini havde danmarkspremiere i Frederikshavn
Frederikshavn Teaterforening præsenterede lørdag eftermiddag en danmarkspremiere, der gik rent ind. La Rondine (Svalen) af Puccini landede med stor succes. Premieren fandt sted i Det Musiske Hus i Frederikshavn, inden turen går videre rundt i landet.
- Vi blev i den grad beriget og forkælet med en smuk og aldeles rørende opsætning, som det sig hør og bør. Det var en opera, der havde det hele: Drama, kærlighed, intriger, kys, ensembler, ikke mindst, ja, vi fik alt, hvad hjertet kunne begære, siger formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Helle Gössler Christensen var en gudsbenådet heltinde, Jonathan Koppel en smægtende tenor, Marie Dreisig uimodståelig som stuepige, Asmus Hanke Frederiksen en elskelig oppet, Gina Marchwinski strålede som Svalens alter ego, Thomas Peter Koppel en sædvanlig maestro og så Svalekvartetten, der spillede som et helt orkester!
- At møde Magda, Ruggero, Prunier, Lisette og Rambaldo omsat til en fantastisk melodiøs forestilling, lige her i Frederikshavn, var enestående, mener Lilly Pedersen.
Puccini havde indset, at det nok engang måtte udvikle sig til endnu en af hans uimodståelige operaer i rækken - og ikke en operette som først tiltænkt med en handling fuld af lige dele hjerte og smerte.
La Rondine (Svalen) indeholder masser af god musik: Dramatiske arier, lystige duetter samt indlæg taget fra andre af Puccinis berømte operaer.
- Vores publikum var begejstrede, da de gik ud af salen efter stående applaus. Mere af den slags blev der sagt. Ja tak, det gør vi gerne, lover Lilly Pedersen efter at have taget afsked med holdet og de mange glade gæster.
Blandt gæsterne var Helle Gösslers bonusforældre, Annie og Niels Otto Larsen, der var kommet helt fra Allerød for at se deres "pige". Den historie kan du læse mere om senere på Kanal Frederikshavn, for Niels Otto Larsen har et særligt afsæt i Frederikshavn.







































