Låger stjålet fra gravsteder på Fladstrand Kirkegård
Fladstrand Kirkegård har igen været udsat for tyveri. Denne gang er der stjålet låger til gravsteder på kirkegården. En af lågerne er cirka 1 x 1 meter og lavet af bronze.
Politiet oplyser, at tyveriet fandt sted i perioden fra torsdag 24. juli kl. 16.00 til fredag 25. juli kl. 14.50.
- Vi er meget kede af, at det sker på vores kirkegård. Vi har desværre været plaget af en del tyverier - både kæder, buketter og figurer, ligesom vores tagrender på Fladbjerg blev stjålet både i 2024 og 2025, skriver Frederikshavn Kirkegårde på Facebook.
I opslaget har Frederikshavn Kirkegårde fået lov af de pårørende til at dele billede af den ene låge.
- Hvis I har set noget eller falder over lågerne, hører vi gerne fra jer, fremgår det af opslaget.
Som skrevet har Fladstand Kirkegård været ramt af flere tyverier. I august 2023 blev der stjålet 10 stykker messinghegn fra en fredet gravplads.
I den sag sigtede politiet en lokal mand på 26 år for at have begået tyveriet. Den samme mand blev sigtet for en række andre tyveri-forhold af kobber på Hånbækskolen i Frederikshavn.