Lærling i Frederikshavn eneste i Danmark, som har gennemført særlig uddannelse
Hos glarmester Jan Christensen i Esbjerggade i Frederikshavn har både Jan Christensen og lærling Tobias Tronderup Nielsen netop afsluttet den certificerede glasrådgiveruddannelse. Tobias Tronderup Nielsen er den eneste lærling i Danmark, der har gennemført uddannelsen.
- Efteruddannelse som certificeret glasrådgiver er din sikkerhed for en fagmand med høj teknisk viden om glas, som er helt opdateret på de nyeste løsninger, love og regler. Derfor har vi valgt at investere tid og kræfter i uddannelsen, og det er da med stolthed, at Tobias Tronderup Nielsen er den eneste lærling, der har taget uddannelsen, fortæller Jan Christensen og tilføjer:
- Vi har bevis på, at vi er faguddannede glarmestre. Vi prioriterer fagligheden og servicen højt overfor vores kunder, og det er vigtigt at følge med udviklingen i faget og branchen generelt.
Glarmesterlauget har gennem de seneste år udbudt en helt ny uddannelse for glarmestre og andre, der arbejder med glas, som ønsker at få opdateret deres viden om glas.
- I dag er en termorude ikke bare en termorude. Ruder kan både være solafskærmende, lyddæmpende, indbrudshæmmende og meget mere. Kun ved at holde sig opdateret kan man udbyde den bedste service til sine kunder, mener Jan Christensen.
Selvom mange opfatter glas som et skrøbeligt materiale, er det overraskende stærkt, hvis det bruges korrekt.
- Glas kan blandt andet bruges til gulve eller til værn på altaner. Glasværn giver en uforstyrret udsigt, læ mod vinden og samtidig en sikker løsning, så ingen falder ned. Ud over den meget hurtige udvikling på produkterne, så ændres reglerne for brugen af glas og sikkerhedsglas sig også løbende. Det er derfor vigtigt, at man vælger en fagmand, som har styr på regler og sikkerhed, siger Jan Christensen.
Glasrådgiveruddannelsen forløber over flere moduler, hvor glarmestrene samles og får undervisning. Mellem modulerne er der opgaver, som skal løses. Det sikrer, at deltagerne opnår en bred og dybt forankret viden om glas og vinduer.
Fakta om Glarmesteruddannelsen
I Danmark findes der kun en Glarmesterskole - den ligger i Audebo ved Holbæk. Uddannelsen varer typisk 3,5-4 år og veksler mellem praktik i virksomheden og skoleophold.
Fakta om Glarmesterlauget
Glarmesterlauget er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets glarmestre. Lauget repræsenterer cirka 130 virksomheder i hele landet og dækker derved størstedelen af landets glarmestre. Glarmesterlaugets garantiordning dækker alle former for glasarbejde, udført af laugets medlemmer.




































