Læs hele budgetaftalen i Frederikshavn Kommune
Der skal ske en hurtigere og kortere sagsbehandlingstid på plan- og byggesager. Nye byggegrunde i Østervrå. Talentsportsklasserne overlever. En ny parkeringsplads ved Frydenstrandskolen. Forældre skal ikke betale for mad i vuggestuen. To millioner kroner til arbejdet med demensudfordringer. Udlejning af kommunale tage til solceller.
Det er nogle af de ændringer, som forligsparterne i Frederikshavn Kommune er enige om, når det gælder budget 2024-2027.
Børneområdet og Familieområdet:
Børn og unge, der har det svært og har behov for ekstra støtte, prioriteres i dette budget. Der afsættes årligt yderligere 8 mio. kr. til de øgede omkostninger til familieområdet. Det er afgørende, at familieområdet har et realistisk budget, så trykket på almenområderne ikke udfordres yderligere.
Forligsparterne er enige om, at der skal ske en særlig faglig tilrettelagt indsats i dansk og matematik i indskolingen til folkeskolen. Der afsættes 1. mio. kr./årligt over en 4-årig periode til indsatsen.
Forligsparterne ønsker et øget fokus på unges mentale trivsel. Forligsparterne er enige om, at der skal ses på klubtilbuddene i kommunen. Der ønskes et øget fokus på helhedsorienteret og tværgående indsatser i dagtilbud, folkeskole, ungdomsskolen og SSP med et meningsfuldt og sundt fællesskab i fritiden. Der skal arbejdes på et stærkere samspil mellem de kommunale tilbud og de foreningsdrevne tilbud.
Forligsparterne er enige om, at taksterne på de kommunale vuggestuer skal holdes i ro, og der skal derfor ikke ske stigninger som følge af indførelsen af minimumsnormeringen - 1,5 mio. kr. årligt. Der vægtes et godt og sundt måltid til vores mindste, og der er enighed om, at der ikke skal ske forældrebetaling for mad i vuggestuerne – der tilføres 2,2 mio. kr. årligt fra 2025.
Der afsættes 0,5 mio. kr. til inventar til SFO’erne, samt 1,0 mio. kr. til inklusionsudstyr og inklusionsindsatser på skolerne. Der afsættes 1,7 mio. kr. til PPR-indsatsen i 2024, til nedbringelse af sags mængderne.
Ældreområdet/handicapområdet:
Forligsparterne er enige om, at dem, der har det sværest, skal hjælpes og støttes mest. Handicapområdet understøttes derfor i budgettet med 1,5 mio. kr./årligt til arbejdet med hjemmedage og weekend-aktiviteter. Borgere med funktionsnedsættelser har brug for at være en del af fællesskaber. Det er et ønske, at hjemmedagene forandres på en måde, hvor det er fællesskabet, der er sigtet, men hvor det også er muligt at tilgodese særlige behov for den enkelte.
Forligsparterne er enige om, at der skal ske implementering af faste teams i alle plejegrupper. Kommunen fik midler fra en statslig pulje til at udvikle en forsøgsmodel med integreret hjemmepleje og sygepleje. Projektet, der afsluttes primo 2024, viser positive resultater for borgerne, medarbejderne, trivsel og sygefravær. Der er behov for at understøtte implementeringen med proceskraft for at sikre faste teams i hjemmepleje og sygepleje. Der afsættes 0,75 mio. kr. årligt frem til og med 2026.
De øgede takster på omsorgskørsel bidrager til, at flere ældre ikke har mulighed for at prioritere fællesskabet. Forligsparterne er enige om, at der afsættes 0,7 mio. kr./årligt til minimering af egenbetalingen til omsorgskørsel.
Der afsættes årligt 2,0 mio. kr. til arbejdet med demensudfordringer på tværs af plejecentrene i kommunen.
Der afsættes 0,1 mio. kr./årligt til en trivselspulje på ældreområdet til styrkelse af fællesskaberne.
Der afsættes særskilt 0,5 mio. kr. til en styrket indsats for de psykisk syge og sårbare.
Kultur og fritidsområdet
Forligsparterne er enige om, at omstillingen og forandringerne for Frederikshavn Kunstmuseum skal forlænges med 1 år, således der ydes et samlet tilskud i 2024 på 400.000 kr. hvorefter tilskuddet fastsættes til 200.000 kr./årligt.
Apholmen er et aktivt boligudviklingsområde for Frederikshavn by, hvorfor forligsparterne er enige om, at der skal arbejdes målrettet med etablering af et trinbræt i 2026. Forudsætningen er, at der kan og skal opnås væsentlig medfinansiering fra Stat, Region og kommune.
Forligsparterne er enige om, at talentsportsklasserne fortsætter. Der skal udarbejdes et oplæg til ny organisering af talentsportsklasserne med virkning for eleverne, der optages fra skoleåret 2025/2026.
Teknik og infrastruktur
Der afsættes 4 mio. kr. til arbejdet med sikre skoleveje, herunder etablering af cykelstier/2-1 veje i hele kommunen. Der afsættes 3 mio. kr. til asfalt belægninger i kommunen.
Klimatilpasningsindsatser prioriteres i hele budgetperioden med 1,0 mio. kr. frem til og med 2027. Forligsparterne er enige om, at håndteringen og sikringen af arbejdet med større og hyppigere vandmængder prioriteres først.
Det skal undersøges om kommunale tage kan lejes ud til opsætning af solceller.
Kommunens tværgående ejendomsstrategi skal opprioriteres i de kommende år med yderligere fokus på ”Når vi flytter sammen”-tilgangen med optimering af kvadratmetre og eventuelt frasalg af bygninger. Forligsparterne er enige om, at dette arbejde skal forankres i Økonomiudvalget som ansvarlig for køb og salg af bygninger med videre, hvorfor den politiske forankring ændres fra Teknisk Udvalg fra 2024.
Der afsættes 0,5 mio. kr. til etablering af en parkeringsplads ved Frydensstrandskolen.
Bosætning, tiltrækning og erhvervsudvikling
Forligsparterne er enige om, at der prioriteres 0,5 mio. kr./årligt til konkrete og målrettet indsatser der skal understøtte, at vi bliver flere borgere i fremtiden.
Der afsættes 1,4 mio. kr. til afslutning af vejanlæg i Østervrå, herunder etablering af yderligere byggegrunde i 2025.
Hærvejsprojekterne skal understøttes kommunalt, i knudepunkterne for vandreruterne og tilkoblingen i endepunkterne af hærvejen. Der afsættes 0,75 mio. kr. de to første år hvorefter der afsættes 0,5 mio. kr./årligt.
Erhvervsudvikling og understøttelse af virksomhederne gennem målrettet ekstraordinær indsats fra erhvervshuset i 2024. Der skal som led i et forbedret erhvervsklima og bosætning iværksættes indsatser via kontraktens 0,5 mio. kr. til prioriterede indsatser. Der skal forbedre erhvervsklimaet og der skal arbejdes med konkret tiltrækning af midler fra Greenhub, erhvervsklynger og FRO-midler til Frederikshavn Kommunens virksomheder. Indsatsen skal iværksættes og udformes i efteråret 2023, med opfølgning august/september 2024, via erhvervshuset.
Reduktionen af tilskuddet til de tre hovedbyers handelstandforeninger tilpasses fra 0,7 mio. kr. til 0,4 mio. kr. fra 2025 til opsætning af julebelysning. Det er forventningen, at der sker en kortere tændingsperiode end de nuværende tre måneder.
Forligsparterne er enige om, at der skal ske en hurtigere og kortere sagsbehandlingstid på plansagerne og byggesager. Der afsættes 1,5 mio. kr./årligt til indsatsen (to årsværk).
Forligsparterne er enige om, at fastholdelsen af taksterne på de kommunale vuggestuer skal medvirke til fastholdelse og tiltrækning af børnefamilier og dermed øget bosætning.
Tiltrækning og fastholdelse af vores unge prioriteres gennem nedsættelse af et midlertidig udvalg (§17,4), der skal arbejde med fremtidens forventninger og ønsker fra og til de unge selv. Der skal arbejdes med et konkret kommissorie i efteråret 2023 med afklaring af funktionsperiode, indhold, medlemmer og ophæng med videre.
Effektiviseringer og tilpasninger
Forligsparterne er enige om, at der kontinuerligt skal ses på omfanget og anvendelse af konsulenter i organisationen. Der er derfor enighed om, at der skal gennemføres en yderligere administrativ reduktion af personale på konsulent/kommunikationsområdet svarende til et årsværk.
Forligsparterne er enige om, at det kommunale trykkeri udfases med udgangen af 2024. Der opretholdes et årsværk til sikring af designprofilen med videre for kommunen.
Statens krav til regelforenkling på årligt 7 mio. kr. findes gennem automatisk betaling af regninger, indkøbsaftaler og automatisering, de resterende 3,0 mio. kr. er forligsparterne er enige om at finde direkte i driftsbudgettet. Konkrete statslige tiltag reguleres forsat i de enkelte udvalg, men først med virkning fra udgangen af 2024.
Forligsparterne er enige i, at der kontinuerligt skal ses på mulighederne for konkurrenceudsættelse og afprøvning af den kommunale opgaveløsning, hvor det giver mening.
Lån
Forligsparterne er enige om ekstraordinær indfrielse af lån for 59,7 mio. kr., der frigiver 5 mio. kr. årligt til drift og den direkte borgerrettede velfærd.