Legeplads kostede 853.000 kroner, men sidste finansiering mangler
Det har kostet godt 853.000 kroner at etablere legepladsen i Nellemanns Have, og det beløb er Nellemanns Haves Venner ikke i mål med. I næste uge skal politikerne i Økonomiudvalget tage stilling til, om Frederikshavn Kommune skal spytte lidt i kassen.
Direktionssekretariatet indstiller at ansøgningen imødekommes med 25.000 kroner. Beløbet finansieres af by- og oplandskontoen, hvor der p.t. er 9.138.249 kroner, som ikke er disponeret.
Legepladsen blev indviet 1. august som en del af fejringen af Sæbys 500-års købstadsjubilæum.
Det er Bo "Bettebo" Andersen i Sæby og Indu i Strandby, som har stået for etableringen af legepladsen. Indu har sendt en regning på 581.250, som er finansieret af forskellige finde. Tilbage er 271.758,83 kroner, som Bo Andersen Sæby A/S skal have.
Han har i første omgang gratiøst tilbudt at lægge ud, indtil Nellemanns Haves Venner har finansieringen på plads. Det er i den forbindelse, at der nu er indsendt en ansøgning til Frederikshavn Kommune.
- "Bettebo" viste - som så mange gange før - sit storsind og sin begejstring for Nellemanns Have, at han tilbød at lægge ud for sit arbejde, således at Havens Venner kan afdrage på gælden over tid, når vi kommer til penge, fortæller næstformand Hans Rødsgaard-Mathiesen, Nellemanns Haves Venner.
Nellemanns Haves Venner forventer at kunne afdrage cirka 20.000-30.000 kroner om året.