Gå til hoved-indhold
08. juli 2025 - kl. 01.07

Libanon, Indien, Peru, Brasilien, Mexico og 13 andre nationer med i Cup No.1

  • 1 af 3
    Intercups Mexico har syv hold med i Frederikshavn.
  • 2 af 3
  • 3 af 3
    De dygtige dansere fra Dancestudio Frederikshavn viste deres evner på grønsværen.
Af: Michael Frederiksen

Cup No.1 - FfI's internationale ungdomsturnering i fodbold - bliver i år afviklet for 40. gang, og det er igen en imponerende stjerneparade af nationer, som FfI formår at trække til Frederikshavn.

Der var åbningsceremoni mandag aften på DRINX Arena, og det var vanen tro en festlig begivenhed, hvor højdepunktet for spillerne - og de mange medrejsende forældre - er præsentationen af holdene på podiet foran den fyldte tribune.

Årets jubilæumsturnering har deltagelse af 172 hold fra 18 nationer. Marokko fik ikke visum og måtte melde afbud i sidste øjeblik.

Fra Europa er der hold fra stærke fodboldnationer som Spanien, Frankrig, Portugal, Tyskland og England. Dertil kommer Polen, Skotland, Norge og Danmark. 

Med 58 hold er Norge den nation, som har sendt flest hold til Frederikshavn. Der er 45 danske hold med, og i år er det ikke kun lokale deltagere. Der er også hold fra Fortuna Hjørring, Aalborg KFUM, Nørresundby Boldklub, Lundergaard IU og Sindal IF.

Ebre Soccer Academy fra Spanien har syv hold med i Cup No.1.

Bemærkelsesværdigt er det, at ikke ét eneste svensk hold er ned. Det er aldrig sket før i turneringens lange historie.

Det land, som nok frembragte flest følelser under indmarchen, var Libanon, som har to hold med. De har forsøgt at komme i flere år, men det lykkedes ikke at få visum. Det gjorde det i år, og Tyre Football Academy er kommet med to drengehold (U11 og U15).

De Forenede Arabiske Emirater deltager med ét hold, Dessert Rangers FC, som straks efter åbningen trænede på banen ved siden af Frederikshavn Stadion.

Indien er repræsenteret med to hold.

Det amerikanske kontinent er en sværvægter, når det gælder Cup No.1. 22 hold har taget turen fra USA til Frederikshavn. 

Dertil kommer syv hold fra Mexico, tre hold fra Argentina, to hold fra Brasilien, to hold fra Guatemala og ét hold fra Peru.

På tilråbene fra tribunen var det tydeligt at høre, at mange forældre, søskende og endda bedsteforældre er rejst med til Frederikshavn.

Tirsdag kl. 8.30 begynder kampene, der alle spilles på banerne ved Fodboldvej.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...