Mand i 50'erne fra Frederikshavn varetægtsfængslet for voldtægt
Tidligt i morges slog Nordjyllands Politi til i en anholdelses- og ransagningsaktion rettet mod en mand i 50’erne bosiddende i Frederikshavn.
Manden er mistænkt af politiet for i adskillige tilfælde i en periode fra 2018 til 2022 at have overført penge til en kvinde fra Filippinerne mod, at hun efterfølgende – imens at hun var i videokontakt med manden – udsatte sine børn for seksuelle overgreb.
- På grund af sagens karakter betragter vi overgrebene som voldtægt, lyder det fra den ansvarlige efterforskningen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Mikkel Lousdal.
Den anholdte mand blev kl. 11.30 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
Anklagemyndigheden begærede retten om dørlukning, det vil sige, at det kun var sigtelsen, som blev læst op i den offentlige del.
Nordjyllands Politi har derfor ikke mulighed for at komme med flere oplysninger om efterforskningen på nuværende tidspunkt.
- Hele sagskomplekset er stadig under efterforskning af politiet, så vi kan for nuværende ikke kommentere yderligere. Vi er nødt til at beskytte en igangværende efterforskning, understreger vicepolitiinspektøren.
Den sigtede mand blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.




































