Gå til hoved-indhold
26. juli 2024 - kl. 11.07

MARTEC i Frederikshavn med rekordoptag: 137 studerende

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

MARTEC i Frederikshavn glæder sig over, at rekordmange studerende efter sommerferien begynder på en af MARTEC's uddannelser. Der er dog også malurt i bægeret. Blot to er optaget på den nye skibsingeniøruddannelse.

- Vi er først og fremmest fornøjede over vores rekordoptag. Der er tale om en stigning på 16 procent i forhold til sidste år, udtaler direktør Pia Ankerstjerne, MARTEC, til Kanal Frederikshavn.

Det er maskinmester-uddannelsen i Frederikshavn, som er MARTEC's ubetinget største uddannelse. Her er der optaget 108 studerende, hvilket er ny rekord.

- Der er vi selvfølgelig super tilfredse med, siger Pia Ankerstjerne.

21 begynder på skibsfører-uddannelsen i Frederikshavn. Det glæder også MARTEC-direktøren, da denne uddannelse havde en svær start.

Det samme er tilfældet med MARTEC's nye skibsingeniør-uddannelse. Den begyndte sidste år med 13 studerende, men i år er der blot optaget to studerende. 

- Det er ærgerligt og viser, at det er meget svært at starte en ny uddannelse. Der er dog ikke andet at gøre end at komme op på hesten igen, forsikrer Pia Ankerstjerne.

Hun understreger, at MARTEC fortsætter sin kampagne for skibsingeniør-uddannelsen. Der bliver nemlig optaget nye studerende indtil 12. august.

- Vi troede, at vi havde ramt nogle af de rigtige ting, og uddannelsen er kommet fint fra start. Eleverne er dygtige, og vi har et godt samarbrejde med erhvervslivet. Vi er nødt til at overbevise flere om, at de skal tage til Frederikshavn, mener Pia Ankerstjerne.

Skibsingeniør-uddannelsen er en professionsbachelor inden for skibsteknik og skal være med til at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som det maritime erhverv står over for.

I alt 137 studerende begynder på MARTEC efter sommerferien. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...