Gå til hoved-indhold
05. oktober 2023 - kl. 12.10

Metodistkirken på Sønderjyllands Allé til salg: Fusionerer med Strandby

  • 1 af 1
    Grund og ejendom er udbudt til en mindstepris på tre millioner kroner.
Af: Michael Frederiksen

Metodistkirken på Sønderjyllands Allé i Frederikshavn udbydes nu til salg. Menigheden i Frederikshavn fusionerer med Strandby Metodistmenighed.

- Menigheden har gennem de seneste par år været igennem en proces, hvor der er talt om og tænkt nyt om, hvordan vi bedst kan være kirke i Frederikshavn. Gennem denne proces er vi kommet frem til beslutningen om at afhænde kirkebygningen i en erkendelse af, at vi har vanskeligt ved at opretholde de kirkelige aktiviteter med samtidig varetagelse af bygningen, oplyser Laila Hørby, formand for menighedsrådet i Frederikshavn Metodistkirke, på kirkens hjemmeside.

Metodistkirken har haft hjemme i Sønderjyllandskvarteret siden 1971, hvor den er "vokset op" sammen med kvarteret. Kirken fortsætter sit arbejde på Sønderjyllands Allé med de to nuværende præster Karen Brogaard og Louise Aaen, indtil bygningerne er solgt.

- Efter salget fusionerer vi med metodistmenigheden i Strandby. På denne måde giver vi os selv et pusterum, håber at kunne få øje på nye måder at være kirke på og mobilisere fornyede kræfter til kirkelige initiativer i Frederikshavn. Metodistkirkens historie er gennemsyret af et stærkt socialt engagement, som også vil være udgangspunkt for fremtidige aktiviteter i byen, gerne i et samarbejde med byens andre kirker og sociale organisationer, siger Laila Hørby.

De seneste år har Metodistkirken uddelt julehjælp til trængte børnefamilier og har været aktiv i at hjælpe ukrainske flygtninge med at finde sig tilrette i Frederikshavn.

Ejendomsmæglerfirmaet Calundan har Metodistkirken til salg i udbud. Grundarealet udgør 6.615 kvadratmeter. Dertil kommer et ethvervsareal på 719 kvadratmeter (kirken) og en bolig på 167 kvadratmeter. Mindsteprisen er tre millioner kroner. Sidste frist for at afgive bud er 20. november 2023.

- Vi tager afsked med en kirkebygning, som rummer mange minder og meget livshistorie gennem mere end 50 år. Kirken - og også kirkebygningen - spiller en stor rolle for medlemmernes identitet og selvforståelse. Det har været en fantastisk rejse, hvor mange mennesker har haft glæde af det kirkelige fællesskab på et utal af måder. Menigheden er og har været et stærkt menneskeligt mødested, som nu vil fortsætte i den fusionerede menighed, bemærker Laila Hørby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...