Møde: Forstå, hvorfor debatten om vand er så vigtig
Hvor gammelt er vores drikkevand, og hvorfor er rent drikkevand ikke en selvfølgelighed? Bliv klogere, når DN Frederikshavn-Læsø holder møde hos Forsyningen i Frederikshavn.
I valgkampen var vores drikkevand et af hovedtemaerne. DN Frederikshavn-Læsø har i mange år gjort opmærksom på problemet og vil fortsætte bestræbelserne i årene fremover.
44 procent af Danmarks samlede areal sprøjtes med sprøjtegifte, der trænger ned i vores drikkevand. I Frederikshavn Kommune er andelen 47 procent og på Læsø 35 procent, men også mange andre faktorer spiller ind.
Torsdag 30. april kl. 15.00 har du nu mulighed for at forstå, hvorfor debatten om vand er så vigtig, og hvorfor det er nu, der skal gøres en alvorlig indsats.
DN Frederikshavn-Læsø inviterer til møde hos Forsyningen, Knivholtvej 15. Mødested er ved indgangen ved sydgavlen af hovedbygningen.
En lang række problemstillinger vil blive belyst, herunder også at gøre dig klogere på en række begreber, der bruges i debatten.
Først går turen til Åsted Vandværk og et anlæg under opførelse i Vogn, inden der igen afsluttes ved Forsyningen med et oplæg, spørgsmål og diskussion. Mødet slutter 18.30, og alle er velkomne.




































