N7 skal bevares - ellers er Mette bange for, at hun begår selvmord

Jeg blev udskrevet fredag 25. september efter endnu en indlæggelse. Da jeg fik det at vide, rystede jeg over hele kroppen og tænkte: "Hvad tænker de på?"

Jeg havde dagen før været på N6 i Brønderslev, der er en lukket afdeling, men da der var "fyldt op" på N7, skulle jeg vente til dagen efter, hvor de så ville høre, om der var blevet en plads.

Hvordan kan de lukke en afdeling som N7, hvor der er fyldt op, og hvor sårbare mennesker har brug for hjælp. Nu skal vi indlægges enten i Brønderslev eller Aalborg. Jeg tror ikke, de ved, hvad det gør ved en at vide det.

Jeg vil personligt gå linen endnu længere ud, før jeg bliver indlagt. Du kan ikke være i dit nærområde, du kan ikke "øve" dig i at tage hjem på en overnatning og se, hvordan det går. Du kan ikke få besøg af dine nærmeste, hvis ikke de lige har en bil.

MIN PERSONLIGE HISTORIE.

Jeg var sidst indlagt i maj og kom efter indlæggelsen i ny lejlighed. Jeg startede op i gruppen "Vejen til et bedre liv". Jeg var der to gange, og livet blev egentlig tåleligt, men efter ikke så lang tid, gik det hele galt for mig.

Jeg havde ikke kræfter til at møde op, hvor meget jeg end gerne ville. Men jeg havde stadig muligheden for at ringe til N7, hvilket jeg benyttede mig af en del gange.

Jeg blev udsat for et overgreb for fem uger siden, og det væltede mig helt. Jeg er alkoholiker og drikker for at kunne dulme følelserne.

De tog sig tid til og snakke med mig, og når jeg cyklede forbi, ønskede jeg mig bare derind, for jeg kendte personalet, dagligdagen og afdelingen.

Og den dag kom, da jeg søndag 20. september prøvede igen at tage mit liv ved at prøve at kvæle mig selv med en strop fra en morgenkåbe, Jeg sørgede for at binde masser af knuder, så jeg ikke kunne få dem op.

Jeg havde om fredagen været hos politiet for at se en video og det gjorde mig fuldstændig syg, og jeg drak fra morgen til aften, nat og dag, Jeg havde kun en tanke i hovedet, hvilket var at få ro i hovedet, og derfor ud af det blå gjorde jeg dette.

Men så kom jeg i tanke om min søn og ringede 112. Politiet og en paramediciner kom. De fik bundet det hele op, fortalte jeg var helt blå i hovedet og havde mærker på halsen.

Jeg blev først indlagt i akutmodtagelsen i Hjørring, men senere på dagen til N6, som er en lukket afdeling. Dagen efter ved 17 tiden var der plads på N7, og det var jeg glad for. Jeg følte, jeg "kom hjem" til dem, der alle de andre gange havde hjulpet mig. Og jeg slappede endelig af i kroppen. Jeg kendte personalet, og de kendte mig.

Jeg havde en indlæggelse på N7 til fredag 25. september, og mit liv var som helt ændret. På disse få dage havde jeg i samarbejde med N7 stabiliseret mig selv. Og i dag er jeg ædru på 11. dag.

Og var i gruppe i tirsdags. Jeg har fået fyldt hverdagen med gode ting og prøver at overholde det. Men jeg siger altid "på gensyn" for mine psykiske sygdomme gør, at dette ikke var den sidste indlæggelse.

Reaktionen med, hvad der var blevet besluttet med N7, gjorde mig enormt angst, ked af det, for tanken var, "hvad gør vi nu lille du?"

Beslutningstagerene tror måske ikke, det betyder noget istedet at skulle til Brønderslev eller Aalborg, men det er ikke samme følelse som at blive tryg, som jeg bliver på N7.

Bare det at få besøg bliver en udfordring. Bare det at kunne øve i at komme hjem på en overnatning, da jeg ikke kan tage offentlig transport, så skal der bruges ressourcer på en taxa frem og tilbage.

Bare det ikke at kende personalet og omgivelserne bliver utrygt, så jeg er bange for, at jeg til sidst strækker det så langt med indlæggelse, at det lykkes mig at tage mit eget liv.

Hvilke begrundelser har de hørt på og taget beslutningen udfra? Tidligere patienter, pårørende eller er det bare et spørgsmål om penge?

Jeg er glad for, jeg skriver dette indlæg, for skulle det værste ske, kan de se, hvilke konsekvenser deres beslutning havde.

Kan I nu ikke bare se og høre, at N7 skal bevares, som det er nu.