Gå til hoved-indhold
08. juli 2024 - kl. 13.07

Nedslående nyt til badegæster: Badeland lukket til og med fredag

  • 1 af 1
    Det tropiske badeland genåbner tidligst på lørdag. Foto: Quality Hotel The Reef
Af: Michael Frederiksen

Quality Hotel The Reef i Frederikshavn har i dag besluttet, at badelandet forbliver lukket til og med fredag 12. juli.

Badelandet har været lukket siden lørdag eftermiddag efter fund af en rotte.

Sent søndag aften oplyste direktør Marianne Bredevang, Quality Hotel The Reef, at hun mandag formiddag skulle tale med skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Anticimex, som siden lørdag eftermiddag har forsøgt at løse problemet, så gæsterne igen kan komme i badelandet.

Det møde er nu overstået, og der er nedslående nyt til denne uges gæster på Quality Hotel The Reef.

- Anticimex arbejder for fuldt kraft for at få fanget rotten. De har stor erfaring og viden om lignende situationer, og vi har i samarbejde med dem besluttet, at vi nu holder badelandet lukket til og med fredag 12. juli, siger Marianne Bredevang til Kanal Frederikshavn.

Hun erkender, at det naturligvis er en stor skuffelse for gæsterne.

- Samtidig møder vi dog stor forståelse for, at vi ikke kan have badelandet åbent samtidig med, at vi jagter rotter. Vi kontakter alle gæster for at informere dem om, at badelandet er lukket, og nu tilbyder vi dem at ombooke eller afbestille deres ophold hos os, fortæller Marianne Bredevang.

I denne uge afvikles FfI's internationale fodboldturnering, Cup No.1. De fleste spillere bor på skoler i Frederikshavn og oplandsbyer, men der er dog både spillere og en hel del forældre, som overnatter på Quality Hotel The Reef.

Hotellet, der netop har forladt Scandic-kæden og nu er blevet en del af Quality-kæden, tilbyder som kompensation de mange sommerferiegæster på hotellet adgang til Frederikshavn Svømmehal.

Det er "kun" det tropiske badeland, som er lukket. Resten af hotellet har åbent.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...