Gå til hoved-indhold
15. oktober 2025 - kl. 12.10

NORDIC ICE GAMES 2026: Billetsalget begynder i dag

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Det kan være koldt i Frederikshavn om vinteren, men når hovene rammer isen, gløder det. Lørdag 7. februar 2026 er der igen Istølt - Nordic Ice Games i Iscenter Nord. Billetsalget begynder i dag kl. 18.00.

De islandske heste indtager atter den hvide scene i det spektakulære Istølt – Nordic Ice Games: En vild vinterfest for islandsheste elskere fra hele Norden.

Ryttere og publikum strømmer til fra Danmark, Sverige, Norge, Island – ja, endda Tyskland – for at opleve fart, styrke og nordisk elegance, når heste og ryttere skaber et helt unikt show.

- Det er isnende intensitet og nordisk skønhed i ét og samme sus, siger arrangør Jan Michael Madsen.

Der dystes i showet i tre klasser: Ice Tölt, 4.1 Ice Special og 5.1 Ice Special.

- Hver runde er et brag af præcision, kraft og kontrol. Alt kan ses tæt på via den store LED-cube over banen, hvor selv de mindste bevægelser fanges i knivskarp real time og instant replay, så publikum får fuld udbytte af oplevelsen, lover Jan Michael Madsen.

Men Istølt handler ikke kun om konkurrence og show. Det er fællesskab, passion og hygge. Her mødes ryttere, avlere, rideklubber og fans, for at dele oplevelser, grin og varm kakao mellem klasserne.

- Det er blevet vinterens vigtigste mødested for folk, der lever og ånder for den islandske hest, fortæller Jan Michael Madsen, der har været med siden starten i 2010.

Bag showet står et stærkt team af både professionelle og frivillige, der sammen forvandler Frederikshavns ishaller til et mekka for hestefolket. Publikum jubler på tribunerne, og tusinder følger med i resten af Norden, og verden via den stærke livestreaming.

- For Istølt er ikke bare sport – det er show, kultur og kærlighed til den islandske hest - på is. Et løfte om, at vinteren i Frederikshavn og i islandshestefolkets verden aldrig bliver kedelig, lyder det fra Jan Michael Madsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...