Nordjyllandsfonden søger ny fondsdirektør: Bo Uggerhøj går på pension
Efter seks år som fondsdirektør har Bo Uggerhøj fra Frederikshavn besluttet at gå på pension, og han fratræder derfor sin stilling ved udgangen af året.
Bo Uggerhøj har været fondsdirektør i Nordjyllandsfonden siden 2020.
Siden da har fonden gennemgået en markant udvikling. Fonden har blandt andet solgt sine Spar Nord-aktier og skiftet navn fra Spar Nord Fonden til Nordjyllandsfonden. I samme periode er fondens uddelingsramme tredoblet.
Bestyrelsesformand Rikke Christoffersen takker Bo Uggerhøj for indsatsen:
- Bo har ledet fonden gennem en periode med store forandringer og sat et tydeligt aftryk på dens udvikling. Bestyrelsen vil gerne takke ham for hans store indsats gennem årene. Han efterlader en fond, der er godt rustet til fremtiden. Vi har stor respekt for hans beslutning om at gå på pension og ønsker ham alt det bedste.
Bo Uggerhøj siger, at det har været et privilegium at stå i spidsen for Nordjyllandsfonden og samarbejde med bestyrelse, medarbejdere og samarbejdspartnere om at realisere fondens formål.
- Jeg går på pension med stor tillid til, at fonden står et stærkt sted og har et solidt fundament for den videre udvikling. Derfor er det også det rette tidspunkt for mig at give stafetten videre.
Bestyrelsen indleder nu rekrutteringen af en ny fondsdirektør, som skal stå i spidsen for fondens videre udvikling.
- Ansættelsen af en ny fondsdirektør bliver en vigtig opgave for bestyrelsen. Vi søger en profil, der kan videreføre fondens værdier og strategiske retning og samtidig bidrage med nye perspektiver. Rekrutteringsprocessen vil blive tilrettelagt i god tid for at sikre et trygt og ordentligt ledelsesskifte, siger Rikke Christoffersen.
Den nye fondsdirektør forventes at tiltræde ved årsskiftet.




































