Gå til hoved-indhold
28 november. 2023

Nordjysk Science-dyst for gymnasieelever på Frederikshavn Gymnasium

  • 1 af 2
    Vinderholdet fra Dronninglund Gymnasium. Fra venstre er det Sophie Nørgaard Højbjerg, Ea Ougaard, Anton Kilde Johansen og Amalie Mosskov Møller.
  • 2 af 2
    Vicerektor Søren Kveiborg, Brønderslev Gymnasium, der er projektleder på Nordjyske Science-dyst, sammen med direktør Ruth Bloom fra Crestwing i Frederikshavn.
Af: Michael Frederiksen

24 talentfulde gymnasieelever dystede i dag i Nordjyske Science-dyst på Frederikshavn Gymnasium med bølgekraft i centrum.

At der er potentiale i bølgekraft, kan alle deltagerne i Nordjysk Science-dyst skrive under på. De endevendte emnet i konkurrencens finale, som foregik på Frederikshavn Gymnasium med 24 deltagere fra seks nordjyske gymnasier.

Dagen begyndte med en inspektion af bølgekraftanlægget fra Crestwing, som ligger ved havnen i Frederikshavn. Det var en iskold morgen med vind fra øst, så programmet gik hurtigt videre til Frederikshavn Gymnasium, hvor deltagerne lavede forsøg, diskuterede teknologien og gjorde klar til at fremlægge, mens otte dommere noterede flittigt om deres arbejde.

Det er tredje gang, at konkurrencen finder sted, og vicerektor Søren Kveiborg fra Brønderslev Gymnasium har været projektleder siden starten.

-  Det er en naturvidenskabelig formidlingsopgave. Ved at forstå gennem forsøg og diskussion skal de komme med forslag til Crestwing, hvordan man kan forklare bølgekraft i simple termer, så alle kan forstå det. Grupperne bliver bedømt på samarbejde, forståelse af problemstillingen, naturvidenskabelige kompetencer, tilrettelæggelse af eksperiment og ikke mindst at fremlægge. Vi holder det for at motivere talenterne til at fortsætte med naturvidenskaben og for at hjælpe regionen med at få naturvidenskaben til at blomstre. Jeg synes, dagen er gået utrolig godt, og konkurrencen har været meget tæt, udtaler Søren Kveiborg.

Også direktør Ruth Bloom fra Crestwing var med hele dagen som dommer, og hun var begejstret for deltagernes indsats.

- Eleverne får indsigt i en energikilde, de ikke kender til, og jeg får et feedback, som jeg kan bruge i min formidling af Crestwing og bølgekraft. Hvad er det for nogle spørgsmål, de stiller, og hvad får de ud af det? Jeg synes, de arbejdede knaldgodt sammen – de er rigtig gode. Det har været en fantastisk dag, og jeg synes, de alle burde vinde!

Konkurrencen afsluttedes med, at alle grupper fremlagde deres forståelse af bølgekraft og hvilket potentiale det har. Selve præsentationen var en stor del af opgaven, og det er noget, eleverne er vant til fra deres hverdag. Som en elev sagde: "Man har ikke en god idé, før man har fortalt den til nogen."

Vinder blev holdet fra 2. ab fra Dronninglund Gymnasium, der bestod af Sophie Nørgaard Højbjerg, Ea Ougaard, Anton Kilde Johansen og Amalie Mosskov Møller. Det er anden gang på tre år, at Dronninglund Gymnasium vinder.

Nordjysk Science-dyst støttes af Region Nordjylland gennem Teknologipagten.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...