Nu starter Dining Week: Tre lokale restauranter deltager
Grøntsagerne hakkes, glassene pudses, og saucerne smages til. Forventningens glæde er stor. I morgen går startskuddet til Dining Week, og de næste 10 dage forvandles Danmark til én stor gastronomisk legeplads. Fra fredag 6. februar og frem til søndag 15. februar inviterer mere end 330 restauranter tusindvis af gæster indenfor til fantastiske smagsoplevelser. De første
22 restauranter melder allerede udsolgt.
Tre restauranter i Frederikshavn Kommune deltager i Dining Week. Det er Restaurant Møllehuset i Frederikshavn, Aalbæk Badehotel og Retaurant Holger på Color Hotel Skagen. Alle tre restauranter serverer en lækker tre retters menu til 250 kroner plus gebyr.
Dining Week er kulminationen på mange måneders planlægning, koordinering og forventning. Menuerne er blevet sammensat, råvarer udvalgt og borde booket i stor stil. I løbet af Dining Week vil over 120.000 gæster gå ud for at spise, opleve nye smagsoplevelser og dele gode og nærværende øjeblikke omkring bordet.
- Vi er utrolig taknemmelige for den store opbakning fra restauranter i hele landet. At så mange har meldt sig til, giver endnu flere danskere mulighed for at spise ude sammen og være nærværende. Særligt i en tid hvor det er vigtigere end nogensinde at tage sig tid til hinanden, er det en glæde at kunne samle mennesker omkring gode måltider, fysisk samvær og fællesskab, siger Bjørn Beyer, stifter af Dining Week.
For mange danskere er det faktisk blevet en tradition, som de vender tilbage til år efter år. Når nogen tager på skiferie i uge 7, bliver andre hjemme og tager ud på gastronomisk opdagelse - ofte flere gange i løbet af festivalen. Dining Week er blevet en slags højtid - et samlingspunkt, hvor mad og fællesskab er i centrum, og hvor man mødes på tværs af generationer, byer og smag.




































