Gå til hoved-indhold
13. maj 2026 - kl. 10.05

Ny engkirkegård med lys og særlige mindesteder på Fladbjerg

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Fladbjerg Kirkegård i Kilden har åbnet en ny afdeling med naturprægede gravsteder, hvor frodighed, ro og nye måder at mindes på er i centrum.

Den nye engkirkegård er anlagt med egetræer, langt græs og klippede stier og er et alternativ til de mere traditionelle gravsteder.

- Vi oplever en stigende efterspørgsel på gravområder med naturpræg og biodiversitet. Derfor er det vigtigt for os at kunne tilbyde forskellige stemningsmiljøer på kirkegården, siger kirkegårdsleder Michael Høgh.

Som en del af området er der opsat mindelanterner, der fungerer som fælles gravmonumenter for fire gravsteder. Lanternerne giver de pårørende mulighed for at tænde et lys til minde om deres kære og skaber samtidig en særlig stemning – især i de mørke timer.

De tilhørende messingplader samt mønter ved mindeanlægget graveres af Hjortlund & Bøgh Gravering.

Derudover er der etableret et markant mindeanlæg i toppen af engen: Et stort egetræsanker på 2,5 x 2 meter, udført af Natursnedkeriet Sæby og MN Smedje. Ankeret er placeret i en syv meter bred ring af cortenstål, lavet af Landsbysmeden i Jerslev, og flankeres af bænke skabt i samarbejde med stenhugger Tim Gedsø.

Her kan pårørende få monteret en messingmønt med navn på personer, der har fået deres aske spredt over havet.

- Det er noget, vi ofte bliver spurgt om – et sted at mindes, selvom der ikke er et gravsted. Det har vi forsøgt at skabe her, siger Michael Høgh.

Selve anlægget omkring mindelanternerne er udført af den lokale brolægger Peter Tscherning, og hele området er etableret som et fællesanlæg, hvor kirkegården står for vedligeholdelsen.

Fladbjerg Kirkegård inviterer til officiel indvielse fredag 8. juni kl. 13-17, hvor alle er velkomne til at opleve den nye afdeling "Engen".


Fakta om den nye afdeling “Engen”

  • Placering: Fladbjerg Kirkegård
  • Type: Engkirkegård med naturprægede gravsteder
  • Mindelanterner: Designet af Signe Moos
  • Anlægsarbejde: Peter Tscherning, brolægger
  • Anker og bænke: Natursnedkeriet Sæby og MN Smedje
  • Stenhugger: Tim Gedsø, Sæby
  • Stålring (7 m): Landsbysmeden, Jerslev
  • Gravering: Hjortlund & Bøgh Gravering
  • Indvielse: 8. juni 2026 kl. 13–17

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...