Gå til hoved-indhold
06. oktober 2009 - kl. 03.10

Ny tradition: Kæmpe julemarked på Sæbygaard

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Alle slottets etager, fra kælder til loft, slotsgården og arealerne omkring voldene tages i brug, når der sidste weekend i november arrangeres julemarked.
Af: Kanal Frederikshavn

Sæbygaard Slot kommer i weekenden 28.-29. november til at danne ramme om en nyskabelse: Et stort anlagt julemarked, ”Gammel-Jul på Sæbygaard”, som initiativtagerne satser på skal blive en årlig tilbagevendende begivenhed.

Forberedelserne er langt fremme. Initiativtager er Civitan Club Sæby, der vil gennemføre slots-julemarkedet i samarbejde med Civitan Club Maria og Støtteforeningen Sæbygaards Venner.

- Konceptet er blevet godt modtaget af de mange, vi har henvendt os til. Vi satser højt og forventer besøg af mindst et par tusinde mennesker. Det vil blive noget for snart sagt enhver smag. Vi vil tage alle slottets etager, fra kælder til loft, sammen med slotsgården og arealerne omkring voldene i brug og har allerede tilsagn fra knap 50 udstillere, og flere ventes at komme til. Der vil blive stande både indendørs og udendørs hvor der opstilles 10 telte og seks hytter, siger en af initiativtagerne, Per Jantzen, der er President Elect i Civitan Club Sæby.

Udvalget er i fuld gang med forberedelserne. Det består fra Civitan Club Sæby foruden af Per Jantzen af Jørgen Skovsgaard og fra Civitan Club Maria af Kirsten Nielsen og Birthe Frahm, mens Sæbygaards Venners repræsentanter i planlægningsudvalget er Hanne Salling og Grethe Lassen.

Ud over de mange udstillere - de repræsenterer vidt forskellige ting omkring bl.a. kunst, kunsthåndværk, kulinariske oplevelser og juleting for blot at nævne nogle få - er der truffet aftale med Det Danske Spejderkorps’ Sæbygaardgrupppen om salg af juletræer på slottet, og besøg af Hardi Pedersen, således at børnene kan skyde med bue og pil samt armbrøst som vil være med til at sætte stemningen ekstra i vejret.
Ligeledes vil der blive budt på forskellig underholdning i form af musik og sang.

Desuden kommer forfatteren Anne Marie Helfer fra Ringkøbing til stede for at holde foredrag og stå for fortælle-forestillinger for børn.

At julemarkedet også bliver for børn viser også den omstændighed, at Sæbys berømte Julemand og hans Nissekone, der også i år vil holde til på Store Torv i Sæby i hele december, vil blive vækket af deres hi lørdag 28. november kl. 10.30 og straks tage del i løjerne på Sæbygaard Slot i forbindelse med julemarkedet.

Under julemarkedet vil Tordenskiolds Soldater fra Frederikshavn - Almuen-gruppen - tage slotskælderen i besiddelse. De vil her skabe en krostue fra 1700-tallet med møllestenskælderen som "Almuens- forrådskammer" med syltede varer. Ude i slotsgården vil de sælge suppe og gå rundt med deres kærre, hvorfra de vil sælge kræmmerbodsting af den gode gamle slags.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...