Gå til hoved-indhold
23. april 2026 - kl. 09.04

Ny udstilling på Skagens Museum: Tak for mad - skagensmalernes spisekammer

  • 1 af 1
    Michael Ancher: Nature morte med stenbider. Cirka 1875. Foto: Skagens Museum
Af: Michael Frederiksen

Lørdag 9. maj 2026 åbner Skagens Museum udstillingen Tak for mad – skagensmalernes spisekammer. Udstillingen sætter fokus på madens rolle i 1880’ernes Skagen og inviterer til at tænke over nutidens debatter om råvarer, ressourcer og fællesskab. 

Publikum inviteres ind i skagensmalernes spisekammer gennem malerier, fotografier og breve. Og spisekammeret er stort, for skagensmalerne elskede mad!

De malede den, samledes om måltidet, skrev breve om mad, sendte vildt og frugter til hinanden på tværs af Danmark – og så fandt de uudtømmelig inspiration i skagboernes nøjsomme måltider og daglige arbejde for at sætte mad på bordet.

Kontrasterne er markante, men fælles er madens betydning som samlingspunkt. Uanset om fiskerne samledes i lav for at sikre dagens fangst eller kunstnerne samledes om langbordsmiddagen efter dagens kunstneriske udfoldelser, samledes de om råvarerne og maden.

Tak for mad – skagensmalernes spisekammer byder på en stærk fortælling om, hvordan måltidet skaber fællesskaber, minder og forbindelser – dengang som nu. 

En sanselig tur gennem skagensmalernes spisekammer 
Tak for mad – skagensmalernes spisekammer er en sanselig udstilling, hvor den besøgende ledes gennem årets gang i en scenografi skabt af udstillingsarkitekt Anne Schnettler. Besøgende bevæger sig fra hav, skov og hede til køkken, fadebur og endelig til bords - både med og uden den hvide dug.

Mød Anna Anchers høstarbejdere og hønseplukkende kvinder, P.S. Krøyers sublimt skinnende sild og henslængte jagtfrokoster, Michael Anchers rødgule æbler og kartoffelhyppende skagboer, dekandente frokoster under svalende træer og trætte fiskere, der fordeler dagens fangst mellem sig.

Tak for mad – skagensmalernes spisekammer aktiverer både sanser og erindringer og inviterer den besøgende til at tænke over maden i vores egne liv. Minderne, livretterne, menneskerne.

Samtidig lægger udstillingen op til at reflektere over de mange dilemmaer, der dominerer madkulturen i dag. I perioden 1870–1930 blev Skagen formet af industrialisering, ny infrastruktur og begyndende globalisering. Det ændrede synet på råvarer, ressourcer og forholdet mellem det lokale og det globale. De samme spørgsmål er fortsat aktuelle i 2026 – og vi kaster nyt lys over dem gennem skagensmalernes værker.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...