Gå til hoved-indhold
14. januar 2026 - kl. 13.01

Nyt sundhedsråd tager første skridt mod fremtidens nære sundhedsvæsen i Vendsyssel

  • 1 af 1
    Medlemmerne af Sundhedsråd Vendsyssel: Per Møller (C), Arne Boelt (A), Mette Hardam (V), Michael Møller Kristensen (SF), næstformand Kirsten Morild Andersen (A), formand Mogens Gade (V), Lene Linnemann (SF), Anne Honoré Østergaard (V) og Carsten Ullmann Andersen (DD).
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 14. januar afviklede det nyoprettede Sundhedsråd Vendsyssel sit første møde på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Formand Mogens Gade (V) peger på vigtigheden af, at region og kommuner sammen finder gode løsninger med borgeren i centrum.

Rådet, der dækker kommunerne Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn og Læsø, vil spille en afgørende rolle i udviklingen af det nære sundhedsvæsen i Vendsyssel.

- Vigtigst af alt er, at vi får etableret et tillidsfuldt samarbejde i vores sundhedsråd, så vi bygger videre på den gode samarbejdsånd, som vi har opbygget og har tradition for i Nordjylland. Vi begynder så småt på at træffe beslutninger for fremtidens nære sundhedsvæsen i Vendsyssel. De første skridt handler om, hvem der skal drifte de forskellige opgaver. Her er det vigtigt, at vi som kommuner og region lytter til hinanden og finder de gode løsninger, der sætter borgeren i centrum - præcist som det er målet med det nære sundhedsvæsen, siger Mogens Gade (V), formand for Sundhedsråd Vendsyssel.

I mandags indledte det andet sundhedsråd, Sundhedsråd Limfjorden, arbejdet. Sundhedsrådene står over for en stor opgave: ”opgaveflyt” af myndighedsansvaret fra kommuner til regionen på områder som akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering. Denne sag skal behandles to gange i sundhedsrådene med en mellemliggende runde i kommunalbestyrelserne, før den endeligt godkendes af Regionsrådet i marts.

Store forventninger til sundhedsrådene
Fra 2026 vil Sundhedsråd Vendsyssel forberede overtagelsen af opgaver fra kommunerne i rådets dækningsområde, udarbejde beslutninger om samarbejdsaftaler og påbegynde udarbejdelsen af nærsundhedsplaner. Fra 2027 vil rådet have det politiske og forvaltningsmæssige ansvar for regionale sundhedsopgaver, herunder drift og udvikling af sygehuse og udbygning af det nære sundhedsvæsen.

Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) glæder sig også til at komme i gang med de nye sundhedsråd – og forandringerne i det forpligtende samarbejde.

- Jeg har store forventninger til den kommende periode, der vil forme sundhedsvæsenet de næste mange år, og som vi har taget tilløb til længe. Vi skal sikre et nært og lige sundhedsvæsen ved bl.a. at flytte flere opgaver ud af hospitalerne, sikre bedre hjælp dér, hvor der er langt til lægen, og udvikle gode sundhedstilbud tæt på borgerne – ja, helt ude i borgerens eget hjem, når det er muligt og giver faglig mening. Samtidig skal vi i Region Nordjylland og de nordjyske kommuner med den nye sundhedsreform og arbejdet i begge sundhedsråd, Limfjorden og Vendsyssel, vise vores værd, når det gælder samarbejde og de ambitioner og mål, vi skal forfølge sammen til gavn for de nordjyske borgere, siger regionsrådsformand, Mads Duedahl.

Det er vigtigt at understrege, at Regionsrådet fortsat har det overordnede ansvar for regionale sundhedsopgaver i Nordjylland.        
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...