Olympisk guldvinder til Nordic Ice Games: - Jeg er virkelig imponeret
Nordic Ice Games havde lørdag besøg af en olympisk guldvinder i håndbold, og islændingen Guðmundur Guðmundsson var dybt imponeret over oplevelsen med de islandske heste på isen i Frederikshavn.
Guðmundur Guðmundsson var i 2016 træner for Danmarks mandlige håndboldlandshold, som vandt OL-guld i Rio de Janeiro i Brasilien. I dag er han cheftræner for Fredericia HK's herrer i den bedste række i Danmark, men det var i rollen som far for 16-årige Julia Gudmundsdottir, at han tilbragte lørdagen i Iscenter Nord.
- Det er første gang på is for hende, så det er meget spændende, sagde Guðmundur Guðmundsson.
Han kunne med glæde konstatere, at Julia Gudmundsdottir kvalificerede sig til B-finalen i 4.1 Ice Special, hvor hun opnåede en tredjeplads.
Den oympiske guldvinder roste arrangementet i Frederikshavn.
- Jeg er virkelig imponeret. Det er et flot arrangement. Det er godt organsieret, og der er fantastiske faciliteter, smilte Guðmundur Guðmundsson.
Hans datter er med i den danske landsholdstrup, og de fleste dage er familien samlet i ridehallen.
- Det er en fantastisk sport for hele familien. Alle får stor glæde af at deltage i denne sport. Vi er med til alle stævner, og vi elsker det. forsikrer Guðmundur Guðmundsson.
Han nøjes ikke med at følge sin datter, når hun rider på sin islandske hest, Baldi frá Feti. Han avler også islandske heste i Island, men søndag aften er han tilbage i rollen som håndboldtræner, når Fredericia HK møder SønderjyskE.