Opmærksom borger i Skagen førte i nat til lynhurtig anholdelse af fire tyve
En opmærksom borger sørgede i nat for, at politiet lynhurtigt kom på sporet af fire indbrudstyve i Skagen. De blev kort efter anholdt. To af dem flygtede, men politiet anholdt dem i løbet af halvanden time.
Den opmærksomme borger ringede til politiet kl. 03.34 og fortalte, at fire mænd var i gang med at læsse en scooter ind i en lukket trailer fra jem & fix.
Det foregik ved ældreboligerne på Sct. Laurentii Vej i Skagen.
Borgeren fornemmede, at de fire tyve følte sig iagttaget, og de stak af i bilen med trailer og scooter.
Kl. 4.00 fik en patrulje kontakt med bilen på Tuenvej, og to af mændene blev straks anholdt. De to andre stak af, men blev anholdt kl. 4.50 og 5.28.
Der er tale om fire mænd på 22, 26, 28 og 33 år, som alle bor i Frederikshavn Kommune.
- Vi kender alle fire godt i forvejen, bemærker politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
De fire mænd bliver afhørt tirsdag formiddag, hvorefter de forventes løsladt.
Scooteren var stjålet i et udhus ved en af ældreboligerne. Traileren havde de fire mænd stjålet fra jem & fix i Skagen. I bilen var der også en løs nummerplade.