Gå til hoved-indhold
02. juni 2025 - kl. 15.06

Optimisme i Frederikshavn efter besøg af forsvarsministeren

  • 1 af 6
    Direktør Peter Melgaard, Forsvarsministeriet, og kommunaldirektør Thomas Eriksen, Frederikshavn Kommune.
  • 2 af 6
  • 3 af 6
    Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, kommunaldirektør Thomas Eriksen og direktør Lars Fischer, Orskov Yard.
  • 4 af 6
    Borgmesterkandidat Jon Andersen (V), direktør Lars Fischer, Orskov Yard, Per Bach Laursen, formand for Business Region North Denmark og borgmester i Vesthimmerlands Kommune, forsvarsordfører Lise Bech (DD), forsvarsordfører Simon Kollerup (A), borgmester Karsten Thomsen, og direktør Christina Ørskov.
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) besøgte mandag eftermiddag Orskov Yard i Frederikshavn, hvor han besigtigede det 135.000 kvadratmeter store område på havnen, hvor Orskov Yard ønsker at bygge nye flådeskibe. Solen skinnede på gæsterne under fremvisningen, som direktør Lars Fischer, Orskov Yard, og kommunaldirektør Thomas Eriksen, havde ansvaret for.

- Jeg er glad for, at ministeren nu har set området i Frederikshavn. Det er anden gang på en måned, at han besøger Frederikshavn, og han var her også sidste år. Det viser en oprigtig interesse for området, siger Lars Fischer til Kanal Frederikshavn.

Han pointerede flere gange over for forsvarsministeren, at området egner sig perfekt til formålet. Det er kajnært, der er den nødvendige dybdegang og kajplads, og det store areal er nærmest direkte til at rykke ind på.

Mens det trækker op til de afgørende forhandlinger om, hvordan staten skal udmønte et tocifret milliardbeløb til fremtidens danske flådefartøjer, besøgte Troels Lund Poulsen (V) Orskov Yard, som er et af de danske værfter, der er langt fremme i kapløbet om, hvor de største fartøjer - herunder fregatterne - skal bygges. Parterne bag forsvarsforliget har meldt ud, at skibene skal bygges på et dansk værft, og Orskov Yard har med henvisning til blandt andet et årelangt samarbejde med Søværnet om servicering og vedligeholdelse af den danske flådes største skibe meldt sig klar til opgaven.

- De trusler, vi møder til søs, er i dag anderledes og langt mere alvorlige end for få år siden. Derfor har et bredt flertal af Folketingets partier indgået en aftale, der skal styrke den danske flåde både på den korte og den lange bane. Søværnets nuværende flåde af fregatter har gode år i sig endnu, men det er rettidig omhu, at jeg nu tager rundt og besøger danske værfter og danner mig et indtryk af, hvilke muligheder der er her i Danmark. Når NATOs styrkemål falder på plads, kan vi sammen med forligskredsen på et oplyst grundlag beslutte, hvad vi skal anskaffe og hvordan, når det gælder nye fregatter og arktiske skibe, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Forsvarsordførerne Simon Kollerup (A) og Lise Bech (DD) deltog også i rundvisningen på havnen. Det samme gjorde blandt andre borgmester Karsten Thomsen (A), Frederikshavn Kommune, og borgmesterkandidat Jon Andersen (V), Frederikshavn Kommune.

- Det ligger lige til højrebenet at bygge flådeskibe i Frederikshavn Kommune. Vi har allerede værfterne, flåden og tre uddannelser, og dertil kommer en lang maritim historie, udtaler Karsten Thomsen.

Kritikere frygter, at der bliver problemer med rekruttering af medarbejdere i landets nordligste kommune, hvor også Karstensens Skibsværft i Skagen er med i kapløbet. Det afviser borgmesteren dog, blandt andet med henvisning til de mange borgere i Frederikshavn Kommune, som pendler til arbejdspladser i andre kommuner.

Jon Andersen trykker på alle de knapper, han kan, i forhold til forsvarsministeren, og han deler borgmesterens optimsime.

- Jeg tror på det, og det er ikke tilfældigt, at ministeren nu har været her to gange på fire uger, siger Jon Andersen, der især finder det interssant, at forsyningskæden allerede er til rådighed, når det handler om at bygge flådeskibe i Frederikshavn Kommune.

Frederikshavn Kommune forventer at have en godkendt lokalplan klar i august for det store havneareal. Kommunen har reserveret et 135.000 kvadratmeter stort, kajnært havneareal, som udlægges til værftsformål. Det er her, en kommende national skibsbygningsfacilitet kan opføres. Dermed er Frederikshavn klar til byggeriet, der skønnes at tage to-tre år og kræve investeringer på mellem 1 og 2 mia. kr. – afhængig af ambitionsniveauet og hvilke typer af skibe, der skal kunne bygges.

- Det er ikke besluttet, om en sådan facilitet skal bygges af staten eller eksempelvis i et Offentligt-Privat Partnerskab, og derefter driftes i privat regi med kvalificerede værftsarbejdere. Meget afhænger også af, hvilke typer skibe man beslutter sig for at anskaffe til den danske flåde, ligesom vi heller ikke ved, hvordan opgaven tilrettelægges. Men uanset ambitionsniveauet i forhold til dansk skrogbygning, udrustning, aflevering og senere servicering af skibene, har vi de kvalifikationer og adgang til den arbejdskraft, der skal til for at løse opgaven, understreger Lars Fischer.

Karsten Thomsen ser det som en kæmpe fordel, at det et samlet Nordjylland, der står sammen om en satsning på uddannelser og tiltrækning af arbejdskraft målrettet den maritime sektor, der gennem årtier har udgjort et kernekompetenceområde for landsdelens industrivirksomheder. Det stiller Nordjylland i en helt særlig position.

- Vi har hele viften af værditilbud i forbindelse med en udbygning af den danske flåde: En velfungerende og anerkendt værftsindustri, der sammen med stærke underleverandører beskæftiger knap 9.000 medarbejdere i den maritime sektor. Vi har desuden et uddannelsesmiljø, som ikke matches andre steder i Danmark. Og endelig har Frederikshavn Kommune nu også reserveret et meget stort areal til en ny skibsbygningsfacilitet, der kan skræddersys til opgaven, og vi kan udnytte den tætte relation, som allerede eksisterer med Flådestation Frederikshavn. Vi er klar, siger Per Bach Laursen, formand for Business Region North Denmark og borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Direktør Peter Melgaard, Forsvarsministeriet, deltog ligeledes i dagens rundvisning. Han er en nøgleperson i arbejdet med at finde den eller de lokationer, hvor der skal bygges flådefartøjer.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...