Påsken i Skagen byder på åbne butikker, påskeæg og hyggelige oplevelser
Skagen er klar til at byde både lokale, sommerhusejere og påskegæster velkommen til en hyggelig og oplevelsesrig påske i byen. Butikker og supermarkeder holder åbent hele påsken, og dermed er der rig mulighed for at kombinere fridagene med shopping, byliv, gode smagsoplevelser og hyggelige stunder i byens charmerende gader.
Traditionen tro får Skagen også i år besøg af den populære påskehare, som kommer til byen påskelørdag og deler intet mindre end 500 store og lækre påskeæg ud til børn op til 12 år. Det er hvert år et sikkert hit blandt de yngste - og en af de tilbagevendende påsketraditioner, som er med til at skabe liv og glæde i byen.
Derudover står spejderne klar med både æggeløb og kreative aktiviteter i teltet på Pladsen ved Vandkunsten, hvor børn og familier kan samles om sjove oplevelser i påskens tegn.
Æggeløbet er faktisk for både børn og voksne – deltagerne deles i alderssvarende heats, således at konkurrencen er så fair som mulig.
Hos Skagen Handel glæder man sig til endnu en påske med liv i byen og mange glade gæster.
- Påsken er en helt særlig tid i Skagen. Byen begynder for alvor at summe af liv igen, og vi glæder os til at byde velkommen til både lokale og gæster, som kan se frem til åbne butikker, hyggelige aktiviteter og masser af god stemning i hele byen, lyder det fra Mathias Rump Hansen, aktivitetsformand i Skagen Handel.
Påsken i Skagen handler ikke kun om aktiviteter for børn. Det er også en oplagt anledning til at gå på opdagelse i byens store udvalg af specialforretninger, finde inspiration til foråret, opdatere forårsgarderoben og nyde den særlige stemning, der opstår, når handel, ferie og fællesskab mødes.
Samtidig byder byens mange spisesteder indenfor til lækre påskemåltider, frokoster og middage, så der er alle muligheder for at gøre et besøg i Skagen til en oplevelse for både store og små.
- Kort sagt: Påsken i Skagen er igen i år en invitation til at nyde byen, handle lokalt, være sammen og mærke den særlige atmosfære, som kendetegner toppen af Danmark, mener Mathias Rump Hansen.








































