Gå til hoved-indhold
09. oktober 2025 - kl. 09.10

​​​​​​​Peder Frederik Jensen modtager årets Drachmannlegat

  • 1 af 1
    Peder Frederik Jensen: - Jeg synes, at det er meget smukt at modtage et legat som Drachmannlegatet. Foto: Sara Galbiati
Af: Michael Frederiksen

Peder Frederik Jensen modtager Drachmannlegatet 2025. Forfatterne Jesper Wung-Sung og Jens Christian Grøndahl udgør legatets komité og har udpeget årets legatmodtager.

Peder Frederik Jensen modtager med Drachmannlegatet et ophold på Klitgaarden Refugium i Skagen og 15.000 kroner. Han hyldes med legatet for Rans vilje og ”et generøst forfatterskab af stor menneskelig og kunstnerisk rummelighed”, som legatets jury skriver.

- Hans tekster er som velbyggede fartøjer, men det er også urolige farvande, de er sat i søen for at besejle, skriver legatets jury i årets motivation.

Her fremhæves Peder Frederik Jensen som en moderne forfatter, der griber fat om og griber ind i tiden.

- Jeg synes, at det er meget smukt at modtage et legat som Drachmannlegatet. Legater af den her type knytter sig til en tid, hvor kunst og litteratur havde agtelse på en anden måde. Man kommer lidt til at tænke, at det er en gammel verden, der ringer én op. På en fin måde, som jeg godt kan lide. Litteratur er altid lidt udenfor tid og rum, selvom man beskæftiger sig med en nutid. Man hænger lidt sammen med dem, der kom før én, siger Peder Frederik Jensen.

Juryen uddyber i motivationen:

"Blikket er solidarisk, men også nøgternt og hensynsløst, for denne fortæller ser alt. Teksternes overload af løsrevne, men ultrakonkrete, kuldslåede, groteske eller bare pinlige sansninger får den sociale virkelighed til at falde fra hinanden for at samles igen til en mosaik af ordknappe sætninger med længsel, begær og desperation som undertekst."

Prismodtageren supplerer:

- Begreber som solidarisk, nøgternt og hensynsløs er alle tre begreber, som jeg ser hænge sammen med det, jeg prøver at beskrive, og alle er kædet sammen med en eller anden form for kærlighed til den her verden og de mennesker, der lever i den. Jeg har altid været meget optaget af at skrive det, der er, og at vi i fællesskab skal kunne tale om tingene uden at banalisere dem. Meget dårligt kommer, hvis vi undgår at tale om det, der er lige foran os.

Legatet uddeles på Skagens Museum lørdag 18. oktober 2025 fra klokken 15.30-16.30. Her vil være overrækkelse af legatet og et glas vin.

Om Peder Frederik Jensen
Født 29. august 1978, København
Uddannet bådebygger fra Kalundborg Bådebyggeri og fra Forfatterskolen i 2006
Debuterede med Her står du i 2007
Har tidligere modtaget Albert Dams Mindelegat, 2012. Otto Gelsted-prisen, 2016. Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, 2020. Skulderklaplegatet, 2020
Seneste udgivelse er Pigen og verden, der udkom 8. oktober 2025

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...