Pengene skal ud at arbejde: Borgerlige stemmer arbejder

Forligskredsen har ikke bare fordelt flere millioner ud på børn, ældre, skole og udvikling. Den har også lagt en styringsidé ind i budgettet: Fagudvalgene skal omsætte pengene til konkrete indsatser, opstille mål og følge resultaterne. Virker en indsats ikke efter hensigten, skal den kunne ændres. Det synes jeg er sund fornuft.

På skoleområdet afsættes der blandt andet 20 stillinger til to-voksenordninger. På ældreområdet investeres der i mindre vikarforbrug, efteruddannelse, demensindsats og Ung i Plejen. Samlet prioriteres 73,2 mio. kr. til børn og unge og 73,6 mio. kr. til ældreområdet over fire år.

Men det interessante er ikke alene beløbene.

Hvis 20 ekstra voksne på skolerne efter tre år ikke har flyttet trivsel, inklusion eller behovet for specialindsatser, skal vi vide det. Hvis millionerne på ældreområdet ikke giver mindre vikarforbrug, lavere sygefravær, bedre fastholdelse og mere kontinuitet for de ældre, skal vi vide det.

Og hvis indsatserne virker, står vi langt stærkere, når vi skal beslutte, hvad der skal videreføres.

Det er en anden tilgang end blot at gøre alle nye udgifter permanente fra første dag.

Socialdemokratiet vælger netop på flere områder den vej. De vil blandt andet have 13 permanente medarbejdere på ældreområdet, 10 permanente medarbejdere til to-voksenordninger og flere andre varige bevillinger.

Det er et legitimt politisk valg. Faste medarbejdere giver stabilitet og kontinuitet. Men de binder også kommunens økonomi år efter år.

Det er her, jeg savner mere retning i Socialdemokratiets alternativ. Partiet siger selv, at det kan se sig selv i store dele af forligets budget. Den tydeligste forskel bliver derfor i høj grad, at flere udgifter skal gøres permanente, og at budgettilpasningerne skal væk.

Jeg havde gerne set mere om, hvordan kommunen faktisk skal ændre udviklingen.

Forligskredsen arbejder samtidig med et andet princip, som efter min mening fortjener større opmærksomhed: Engangspenge skal ikke uden videre gøres til permanent drift.

Gæld og forpligtelser skal nedbringes, så der i stedet frigøres penge i de kommende års budgetter. Det er måske mindre synligt end 10 eller 20 nye stillinger, men økonomisk er forskellen vigtig.

At have penge stående på kommunens konto er ikke det samme som at have råd til permanent drift.

Det er også derfor, bosætning og erhvervsudvikling er en vigtig del af budgettet. Man kan spare sig til balance et stykke tid. Man kan ikke spare sig til flere borgere. Hvis Frederikshavn Kommune på længere sigt skal have råd til velfærd, skal flere mennesker også have lyst til at bo, arbejde og drive virksomhed her.

Fra tilhørerpladserne i byrådssalen glæder jeg mig derfor over at se borgerlige stemmer arbejde. Ikke fordi der bruges færre penge. Men fordi der er fokus på, hvad pengene faktisk skal gøre.

For mig er der intet ukonservativt i at bruge flere penge på børn, ældre eller mennesker, der har brug for hjælp. Tværtimod. Man kan godt være konservativ uden penge. Man kan ikke være konservativ uden at være social.

Det sociale ansvar består bare ikke i at skrive den største check. Det består i at hjælpe ordentligt, bruge pengene dér, hvor de gør en forskel, og samtidig tage ansvar for, at også næste generation kan betale regningen.

Det er dér, jeg synes, forligskredsens budget er bedst komponeret. Ikke fordi alle svar er fundet. Men fordi der bliver stillet et spørgsmål, som alt for ofte mangler i kommunal økonomi: Hvad fik borgerne faktisk for pengene?