Pokalturneringen i fodbold: Voerså IF får besøg af FfI
Næste runde af pokalturneringen i fodbold, Oddset Pokalen, byder på en yderst interessant kamp i Voerså, hvor det lokale serie 4-hold får besøg af FfI's førstehold, som har serie 1-status.
DBU Jylland trak lod i dag, og efter Voerså IF's overraskende 4-2-sejr i aftes over Østervrå IF fra serie 3 var det spændende, hvem der kom op af hatten.
Det bliver altså FfI, som på tirsdag 20. maj skal spille på Voersaa Stadion.
Det er bestemt ikke hverdagskost, at de to klubbers førstehold mødes.
Der er kun tre serie 4-hold fra Jylland tilbage i Oddset Pokalen, og Voerså IF er det ene.
SEIF - ligeledes fra serie 1 - møder Tornby IF (serie 3) ude. Kampen spilles på tirsdag på Beinur Arena i Tornby.
Her stod der også pokalfodbold på programmet i aftes. Tornby IF vandt lokalopgøret mod Hirtshals efter straffesparkskonkurrence. Tornby fik en spiller udvist med rødt kort i det 40. minut, men formåede alligevel at besejre storebror.