Politiet lukkede Lola Club i fredags: De har ingen alkoholbevilling
Lola Club i Frederikshavn blev fredag aften lukket af Nordjyllands Politi, fordi der ikke var styr på alkoholbevillingen.
- Der er desværre sket en fejl i forbindelse med overtagelsen af Lola og Rabalder fra tidligere ejer, der gør, at alkoholbevillingen skal fornyes igen, og det troede vi, at der var styr på indtil for en time side, hvor vi fik besked fra myndighederne. Af den grund kan vi desværre ikke holde åben i denne weekend. Vi beklager meget den sene udmeldning. Det kom også bag på os, skriver Lola Club på Facebook.
Politikommissær Michael Karstenskov, leder af Sagscenter Frederikshavn, oplyser til Kanal Frederikshavn, at politiet havde fået en underretning fra Frederikshavn Kommune om, at Lola Clubs alkoholbevilling var ophørt.
- Det er en sag mellem ejeren af stedet og kommunen, men selvfølgelig skal alkoholbevillingen være på plads, og derfor reagerede vi også hurtigt, udtaler Michael Karstenskov.
Ejeren af Lola Club, Pernille Riis-Jensen, lukkede diskoteket øjeblikkeligt efter politiets besøg.
Dagen inden havde hun meddelt, at Lola Club de næste seks uger ombygges og - som de første i Danmark - bliver til "Das Flying Hirsh".
- Das Flying Hirsh er et afterski-koncept. Fuldstændig ligesom du var på skiferie. Vi glæder os meget til at vise jer det nye koncept, og vi håber, at I vil tage godt imod det, lød meldingen fra Pernille Riis-Jensen.
Lola Club ligger i Søndergade i Frederikshavn og var i mange år kendt som Buddy Holly.