Gå til hoved-indhold
02. september 2026 - kl. 00.09

Politikere præsenterer det som en redningsplan, men det er en sminket begravelse af N7

  • 1 af 1
Af  Lajla Villumsen

Lajla Villumsen har skrevet dette indlæg efter tirsdagens demonstration foran Psykiatrisk Sengeafsnit N7 i Frederikshavn: Det er ingen redningsplan Lene Linnemann (SF) og Kirsten Morrild Andersen (A) fra Regionsrådet i dag udlægger. Det er en sminket begravelse af N7 og ikke den bevarelse af afdelingen, som patienter, pårørende og personale efterspørger.

Lene Linnemann (SF) og Kirsten Morrild Andersen (A), som begge sidder i opposition i Regionsrådet, er i dag (tirsdag, red.) ude på blandt andet Kanal Frederikshavn og TV2 Nord og fortælle, at de har fundet en løsning på at bevare N7 og N8 i henholdsvis Frederikshavn og Thisted.

Lene Linnemann, som er formand for 10 års planen for Psykiatri, oplyser, at der ikke lukkes psykiatriske afdelinger, hverken i Frederikshavn eller Thisted. Der er blevet regnet på det, og der vil i deres optik "kun" blive flyttet seks pladser fra hver afdeling, hvilket betyder en nedgang fra 16 til 10 sengepladser. Kirsten Morrild Andersen understreger, at N7 fortsætter i Frederikshavn, og det samme gør ALLE medarbejderne.

Jeg er meget nysgerrig på, hvad det i realiteten betyder, for er det forsat psykiatriske sengepladser til den akutte patient, der bibeholdes, eller er det omlægning til rehabiliteringspladser, som der tidligere på sommeren blev talt om? For det er to vidt forskellige ting.

En nedgang af sengepladser vil uvægerligt også betyde en nedgang af personaleressourcer. At I vil udbygge med et ambulant og udekørende tilbud er vigtigt og godt tænkt, men noget som i forvejen er savnet i forhold til det nuværende tilbud.

Lene Linnemann giver udtryk for, at vi som pårørende, patienter og personale har misforstået den oprindelige udmelding. At det aldrig har været på tale at lukke afdelingerne N7 og N8, men så må jeg erkende, at jeg er bekymret for, om hun overhovedet forstår det område, hun sidder som formand for.

For en omlægning til rehabiliteringspladser betyder en de facto nedlægning af de akutte psykiatriske og omlægning til rehabiliteringspladser, der skal tildeles patienter, der er færdigbehandlet i psykiatriskregi og derfor skal tilses af en læge med speciale i somatik. Det har INTET at gøre med den højt specialiserede psykiatriske behandling, der i dag foregår på stedet. Det er derimod en sminket begravelse af afdelingen!

Patienter, pårørende og personale har brug for vished, ikke at få stukket blår i øjnene. Hvis I med jeres udtalelser i dag mener at tilfredsstille patienternes behov, så tager I meget fejl. ALLE de nuværende pladser på N7 er nødvendige og i brug næsten hele året rundt.

Lone Mikula beskriver i en kommentar under indslaget om, at N7 bevares, at hun er bekymret over, at Region Nordjylland bruger statistikken om, at 91  procent af patienterne indlægges i Aalborg og Brønderslev. Det gør de jo i første omgang, fordi alle patienter screenes, inden de vurderes til, hvilket afsnit de skal indlægges på. Det siger jo intet om, at N7 stort set hele året kører med fuld belægning, og at de aftager patienter fra Brønderslev, når de oplever overbelægning, hvilket ofte sker.

At nærvær i psykiatrien er en basal nødvendighed, som man geografisk ikke bare kan flytte 50-100 km væk.

Patienter og pårørende nævner igen til demonstrationen i dag deres tilfredshed med N7, bekymringen for færre pladser, "for hvor dårligt skal jeg så have det for at blive indlagt?" "Jeg kan ikke overskue at skulle indlægges helt i Brønderslev, fordi min familie jo er lige her i byen", hører jeg dem spørge og fortælle. Nogen siger det vil koste liv...

Jeg er på ingen måde beroliget af de to politikeres udmeldinger i dag, tværtimod foruroliget ved, at de skal forestille at tale vores sag!

Jeg er sikker på, at afdeling N7's personale med glæde vil byde regionsrådet indenfor til en rundvisning og fortælling om, hvad de er særligt gode til, og hvorfor det er SÅ vigtigt at bevare ALLE 16 pladser i Frederikshavn.

Kig op fra regnearkene og kom ud i virkeligheden!

N7 BØR BEVARES i sin nuværende form med dispensation for den manglende psykiatriske læge, indtil de læger, der er på vej i uddannelsessystemet, er klar til at påtage sig opgaven. Dispensationen bør gives til vikardækning for at sikre bevarelsen og nærheden i psykiatrien i hele Østvendsyssel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...