Populær købmand i Frederikshavn skal være købmand i Hjallerup
Line Dannow har igennem fire år været en særdeles populær købmand i REMA 1000 ved Frederikshavn Station. Nu kan Kanal Frederikshavn afsløre, at hun fortsætter i kæden, men i en anden by.
Steen Kristensen overtager 5. august ansvaret som købmand i REMA 1000 ved Frederikshavn Station. Han afløser Line Dannow.
Kunderne roser Line Dannow til skyerne, og i sin farvelhilsen antydede hun, at hun blev i området:
"Jeg har fået nye udfordringer, som jeg kan fortælle mere om i løbet af et par uger. Jeg glæder mig til at dele det med jer og håber på at møde jer igen i den forbindelse", skrev Line Dannow.
Det bliver dog ikke i Frederikshavn, at hun fremover skal arbejde.
- Hun skal være købmand i Hjallerup til oktober, hvor hun tager over for Søren Nedergaard Christensen. Han bliver i REMA 1000 – og nyheden om, hvad han skal, meldes ud på den anden side af sommerferien, oplyser kommunikationsmedarbejder Nicolaj Buchwald Kattrup, REMA 1000, til Kanal Frederikshavn.




































