Gå til hoved-indhold
29. januar 2026 - kl. 11.01

Quality Hotel The Reef i Frederikshavn vinder Vækst & Vilje Erhvervsprisen 2025

  • 1 af 1
    Erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, Erhvervshus Nord, overrakte prisen til General Manager Marianne Bredevang, som havde tre af sine nøglemedarbejdere med på scenen.
Af: Michael Frederiksen

Efter en superflot renovering i 2025 udgør Quality Hotel The Reef et markant løft for Frederikshavn som helårsdestination. Investeringen på over 100 millioner kroner blev i dag belønnet med Vækst & Vilje Erhvervsprisen 2025 i Frederikshavn Kommune.

Den gennemgribende og præmierede renovering har gjort Quality Hotel The Reef til et topmoderne resort med 210 topmoderne værelser, et gennemrenoveret badeland, en lækker indbydende lobby, helt nye møde- og konferencefaciliteter og to helt nye restauranter. En investering, som i høj grad kommer til at tiltrække turister og erhvervskonferencegæster til Frederikshavn Kommune 365 dage om året.

Den markante forvandling er sket med fokus på ansvarlighed og bæredygtighed – noget, som gæsterne i stigende grad efterspørger. Når man træder ind på Quality Hotel The Reef, får man en særdeles helstøbt caribisk oplevelse - også som konferencegæst, hvor de nye konference- og mødefaciliteter er skabt, så møder kombineres med resortoplevelser, der appellerer til både børnefamilier, teenagere og voksne.

"Caribbean Soul – Danish Heart" er ikke blot et slogan, men mærkes i det øjeblik, man træder ind ad døren.

- Vi er utrolig stolte over og glade for vores nye fysiske rammer. Med vores nye Bar & Bistro lige ved indgangen inviterer vi i højere grad indenfor, så vi håber, flere lokale borgere vil besøge os til haps & hygge. Med vores nye fantastiske konferencefaciliteter er det blevet sjovere at være konference- eller forretningsgæst på The Reef, og det kan vi allerede se afspejlet i et stigende antal konferencegæster, siger General Manager Marianne Bredevang, der i dag var på scenen i Det Musiske Hus for at modtage Vækst & Vilje Erhvervsprisen 2025.

Men de fysiske rammer gør det ikke alene.

- Medarbejderne har spillet en central rolle i udviklingen og har været virkelig gode til at omstille sig til et stærkt service og gæstefokus. Understøttet af klare ledelsesprocesser har det løftet både gæste- og medarbejdertilfredsheden markant, og det er jeg utrolig stolt af, fastslår Marianne Bredevang.

Erhvervsdirektør Niels Bay Christensen overrakte prisen til Quality Hotel The Reef.

- Som erhvervsdirektør er det altid en stor fornøjelse at se, når et lokomotiv bliver ved med at trække. The Reef har i årtier været et populært rejsemål for generationer og tiltrukket både danske og internationale gæster til Frederikshavn og omegn. Jeg bliver stolt og imponeret, når jeg oplever ejere og ledelse, som har mod på fortsat at investere i fremtiden og ikke kun bevare, men også udvikle sin position. Dermed viser de vilje til lokal udvikling og evne til at omsætte strategi til konkret vækst, der løfter hele byen og inspirerer til videre udvikling. Derfor har Quality Hotel The Reef fortjent erhvervsprisen, mener erhvervsdirektøren.

Med prisen følger et diplom og en statuette af den lokale billedhugger Christian Svendsen.

Om Vækst & Vilje Erhvervsprisen
Det er i år 21. gang, at prisen tildeles en virksomhed, virksomhedsleder, forretning, forretningsdrivende, organisation eller enkeltperson, som har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune.

Den prisvindende virksomhed eller leder har med gode lederegenskaber, initiativ og faglig dygtighed har skabt økonomisk vækst, vækst i kompetenceniveauet og/eller vækst i beskæftigelsen og har derigennem bidraget til en erhvervsøkonomisk drivkraft i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...