Sæby Inner Wheel fejrede klubbens 60-års jubilæum
12. juni 1965 er datoen for Sæby Inner Wheels officielle stiftelse. En gruppe kvinder fra Sæby og omegn med Aase Swane i spidsen havde igennem en periode arbejdet på at etablere klubben.
Sæby Inner Wheel startede med cirka 15 medlemmer, og møderne blev fra start afholdt som eftermiddagsmøder med kaffe og kage rundt om i medlemmernes hjem.
Klubbens første præsident blev Aase Swane, og efterfølgende blev Grethe Poulsen præsident fra 1965-1966. Grethe Poulsen er i dag repræsenteret gennem sin niece, Karen Østergaard, som også har haft en periode som præsident. Så historien lever videre både i ord og personer.
Klubben består i dag af 40 medlemmer – med en aldersmæssig fordeling mellem 45 og 83 år. Der er i jubilæumsåret optaget tre nye medlemmer.
Møderne holdes én gang om måneden – den første mandag i hver måned - og klubben har "hjemme" på Frøken Madsens Spisehus.
Mødernes indhold krydres med gæsteforedragsholdere, besøg på virksomheder i kommunen og øvrige spændende indlæg.
Sæby Inner Wheel startede sit jubilæumsår samtidig med, at Sæby fejrede 500 års købstadsjubilæum, idet klubben solgte Madagaskar-tasker i en bod på havnen. Det viste sig at blive en succes med omkring 500 solgte tasker, hvilket gav et overskud på godt 30.000 kroner. Dette beløb blev doneret til Lykke Liga.
Efterspørgslen på tasker fortsatte, hvilket resulterede i, at klubbens aktivitetsudvalg havde en bod i Vestergade i forbindelse med Black Friday, hvilket igen gav et overskud – denne gang på cirka 9000 kroner. Dette beløb blev doneret til Broen.
Herudover har Sæby Inner Wheel netop doneret et ophold på Skallerup Feriecenter til sorggruppen for børn mellem 6 og 12 år i Frederikshavn Kommune. Alle børn deltog og var blandt andet i badeland og til "mørkegolf", hvilket var en donation fra Skallerup Feriecenter. Repræsentanter fra Sæby Inner Wheel var på besøg, mens børnene gjorde klar til at besøge badelandet.
60-års jubilæet fejrede Sæby Inner Wheel torsdag 12. juni 2025 på Vinuniverset i Sæby.
Jubilæumsaftenen blev indledt med velkomsttale ved Inger-Marie Nørgaard fra festudvalget, og festtalen blev holdt af klubbens nuværende ældste medlem, Anni Falden, som med humor og historiske tilbageblik gav et indblik i den forandring, klubben har været igennem i løbet af de 60 år.
Efter den officielle del af jubilæumsfejringen bød aftenen på et spændende indslag ved guldsmed Fie Møjen, FIDILI fra Frederikshavn. Hun fortalte om sit arbejde som guldsmed og viste sine unikke, kreative og smukke arbejder frem.
Aftenen sluttede af med at nuværende præsident Mona Birgitta Pedersen ønskede alle medlemmer en god sommer og ønsket om mange gode Inner Wheel-år fremover – og et foto til minde om en hyggelig jubilæumsfejring.
Fra i dag drejer Inner Wheel-hjulet videre. Susanne Stræde Madsen bliver præsident i det kommende år.