Samarbejde mellem Topvirk og Melsenfonden giver liv til 1.500 insekthoteller
Onsdag 29. oktober markerede Topvirk i Frederikshavn en stor dag, da virksomheden officielt overrakte Krea-Kits-projektet til Frederikshavn Kommune. Ved arrangementet deltog borgmester Karsten Thomsen, skolechef Lone Becker Kjærgaard og repræsentanter fra Melsenfonden, som har støttet projektet økonomisk.
Med Krea-Kits – Insekthoteller har Topvirk udviklet et projekt, der forener læring, socialt ansvar og bæredygtighed.
Alle kommunens folkeskoler modtager Krea-Kit-samlesæt til mellemtrinets elever, hvor eleverne selv skal bygge og dekorere deres egne insekthoteller.
I alt 1.500 sæt er blevet fremstillet – et initiativ, der giver børnene en sjov og lærerig oplevelse med natur, håndværk og biodiversitet, og samtidig skaber flere levesteder for bier og andre bestøvende insekter i lokalområdet.
- Krea-Kits er et godt eksempel på, hvordan vi kan forbinde læring, bæredygtighed og social ansvarlighed. Her har vores kursister haft hænderne på hele processen – fra produktion og samling til pakning – og vi kan se, at deres indsats gør en reel forskel, fortæller projektleder Mette Odderskov Fuglsang fra Topvirk.
Et konkret læringsforløb for skolerne
Hvert Krea-Kit består af nøje udskårne trædele, skruer og naturlige fyldmaterialer. Sættene er designet, så børnene let kan samle dem i undervisningen i håndværk & design og natur/teknologi.
Når eleverne bygger deres insekthotel, får de en praktisk introduktion til naturens kredsløb, bæredygtige materialer og insekternes betydning for økosystemet.
Insekthotellerne kan sættes op i skolegårde, skolehaver og grønne områder – så de bliver et levende læringsrum for børnene.
Socialøkonomisk virksomhed med formål
Topvirk er en selvejende institution, der driver socialøkonomisk virksomhed med et klart formål: at skabe udvikling, fællesskab og beskæftigelse for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Hos Topvirk mødes mennesker med forskellige baggrunde i et arbejdsfællesskab, hvor der er fokus på muligheder frem for begrænsninger.
Virksomheden har i dag 21 medarbejdere ansat i fleksjob og en aktiv kursusafdeling, der hvert år hjælper omkring 60 borgere videre gennem jobrettede kursusforløb. Her tilbydes målrettet undervisning, praktik og individuel støtte til job, som giver deltagerne konkrete kompetencer og styrker deres tro på egne evner.
Topvirk driver en bred vifte af afdelinger – fra træ, metal og montage til service, kontor, rengøring og lager – hvor der hver dag løses et væld af opgaver for både virksomheder og private kunder.
I alle afdelinger arbejder faglært personale, som af forskellige årsager er ansat i fleksjob, men som fortsat bruger deres faglighed og erfaring til at levere opgaver af høj kvalitet. Denne blanding af stærke faglige kompetencer og social ansvarlighed er kernen i Topvirks måde at drive virksomhed på.
I Krea-Kits-projektet har kursisterne spillet en central rolle. De har stået for udskæring, forboring, montage, pakning og klargøring af samlesættene – og har dermed været med i hele produktionsprocessen fra start til slut.
Som en særlig gestus har kursisterne desuden fremstillet prototyper af insekthotellerne, som overrækkes som gaver til dagens gæster ved indvielsen – et stolt symbol på, hvordan socialt ansvar, faglighed og fællesskab kan skabe noget varigt og værdifuldt.
Biodiversitet og læring i børnehøjde
Når de færdige Krea-Kits når ud til skolerne, skal eleverne på mellemtrinnet samle og udsmykke insekthotellerne i undervisningen. Det giver dem en konkret oplevelse af naturfaglig læring og et indblik i, hvordan små handlinger kan gavne naturen.
Fakta om Krea-Kits
- 1.500 Krea-Kits insekthoteller produceret hos Topvirk
- Leveres til alle folkeskoler i Frederikshavn Kommune
- Produceret i bæredygtige materialer
- Gennemført i samarbejde med Melsenfonden og Frederikshavn Kommune
- Det er et projekt, der både skaber liv i naturen – og liv i mennesker. Det er lige præcis den slags samarbejder, der viser, hvordan lokal forankring, fællesskab og bæredygtighed kan skabe værdi på tværs af skoler, erhverv og samfund, siger Mette Odderskov Fuglsang.









































