Gå til hoved-indhold
23. januar 2026 - kl. 00.01

SF og Socialdemokratiet: Vi skal indgå i langt flere udvalg, råd og nævn

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I december 2021 besluttede Frederikshavn Byråd at udtræde af flere bestyrelser, råd og nævn. Socialdemokratiet havde flertal, da beslutningen blev truffet efter kommunalvalget, men nu vil Socialdemokratiet og SF tilbagerulle beslutningen fra 2021.

De to partier rejser en initiativsag på onsdagens byrådsmøde. Målet er en demokratisk styrkelse, skriver de to partier. "Det er vigtigt, at byrådsmedlemmerne tager del i den kernedemokratiske dagligdag i foreninger, råd og nævn", står der blandt andet i forslaget, som kan ses her:

"Vores verden, vores land og vores kommune er i en af de sværeste situationer, vi har været i i nyere tid, når det gælder pres udefra. Det er vanskelige tider, som kalder på, at vi alle opruster. Det gælder både i forhold til de ydre og de indre trusler.

I forhold til de ydre trusler, som mest af alt kommer østfra, har Frederikshavn Kommune gået forrest, og vi har vedtaget i det nye byråd, at vi fortsætter linjen fra tidligere og er "Sammen om Forsvaret". Frederikshavn Kommune spiller en væsentlig rolle i forsvaret af vores land, og det er vi stolte af at være en del af.

Den indre trussel handler om den demokratiske sammenhængskraft i samfundet. Det er vigtigt, at alle oplever, at de er en del af det samfund, som omgiver os alle. På den baggrund er det vigtigt, at byrådsmedlemmerne tager del i den kernedemokratiske dagligdag i foreninger, råd og nævn. Det gjorde vi også opmærksom på ved det konstituerende møde i december, hvor flertallet desværre blandt andet nedlagde integrationsrådet og den politiske deltagelse i Frederikshavn Kunstmuseum.

Vi vil gerne styrke politisk nærhed og sammenhængskraft, ikke det modsatte. Derfor foreslår SF og Socialdemokratiet, at vi skal indgå i langt flere udvalg, råd og nævn. Det vil vi gerne på to områder i første omgang.

Indstilling: 
Vi forslår, at vi tilbageruller beslutningen fra december 2021 om udtrædelse af de bestyrelser, råd og nævn, som byrådet udtrådte af på daværende tidspunkt.

På baggrund af ovenstående vil byrådet tage ansvar for, at demokratiet kan forplante sig ud i vores kommune. Hvis vi ønsker at styrke det demokratiske sindelag og sammenhængskraft i Danmark i almindelighed og i Frederikshavn Kommune i særdeleshed, så er vi som byråd nødt til at gå forrest.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...