Gå til hoved-indhold
04. maj 2026 - kl. 00.05

SIND Frederikshavn & Læsøs lokalafdeling er afviklet: Nye kræfter søges

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

SIND Frederikshavn & Læsøs lokalafdeling er afviklet, og der vil derfor ikke være en lokalafdeling repræsenteret fremadrettet. SIND Nordjylland overtager al styring af den afviklede lokalafdeling, som lokalvedtægterne foreskriver. 

Rikke Rugholt har været forperson for lokalafdelingen gennem snart fem år.

- Det er naturligvis uheldigt og trælst, at vi nu bliver nødt til at afvikle SIND Frederikshavn & Læsø lokalafdeling og afslutte et kontinuerligt godt og meningsfuldt lokalarbejde, siger Rikke Rugholt.

Forperson og kasserer har valgt at trække sig af personlige årsager, og den resterende bestyrelse har ikke ønsket at drive lokalafdelingen videre.

- Sidder der nu nogen derude, som har lyst til at bygge videre på al det gode, der er bygget op gennem årene, og som har mod på at starte en ny bestyrelse op, så tøv endelig ikke, lyder opfordringen fra Rikke Rugholt.

Hun fortæller, at hun i forbindelse med at være blevet udpeget til andre opgaver i SIND-Landsforeningen for Psykisk Sundhed - som medlem af hovedbestyrelsen, som medlem af Videnskabsetisk Komité under Nationalt Center for Etik og som medlem af det Psykiatriske Patientklagenævn - har taget beslutningen om at stoppe som forperson for den lokale SIND-afdeling. Grundet opgaver, rejseaktivitet og kæreste i Aarhus vil hun fremover koncentrere sig om det landsdækkende arbejde i SIND.

Rikke Rugholt vil på vegne af såvel den tidligere som den nuværende bestyrelse indtil dags dato gerne sige tusind tak for alle gode kræfter og den store og kontinuerlige opbakning fra såvel SIND-medlemmer som deltagere i lokalafdelingens arrangementer, diverse samarbejdspartnere lokalt og nationalt, heriblandt Frederikshavn Bibliotek, Kunstmuseet, Palads Teatret og Maskinhallen, Frederikshavn Kommune, lokale væresteder, lokalpolitikere, fonde, Frivilligcentret med flere.

- Tak til alle jer, der har støttet vores arbejde gennem årene. Tak for jer, siger Rikke Rugholt.

Al kontakt til SIND sker fremadrettet via henvendelse til landsforeningen på mail: landsforeningen@sind.dk eller på telefon: 35240750.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...