Skadet White Hawks-målmand skal scannes i dag
I aften venter der Frederikshavn White Hawks en ny svær opgave, når de danske mestre fra Odense Bulldogs byder op til kamp om point i Metal Ligaen. Spar Nord Arena på Fyn er et af de steder, White Hawks har vundet i denne sæson, så de har bevist, det kan lade sig gøre.
Det var 26. september, hvor WH leverede et fornemt comeback, da de var bagud 3-1 inden tredje periode, men fik vendt kampen og vandt efter straffeslag. Svenske Alexander Lunsjö blev matchvinder.
Holdet har sandelig brug for en gentagelse, da det for alvor spidser til i bunden af ligaen, hvor man fortsat er fem point efter Rødovre med kun 15 kampe tilbage af grundspillet. Så nu skal man også til at tage nogle af de point, man ikke regner med, og det kan passende være i aften, hvor Odense muligvis har tankerne tre dage længere fremme, når de skal deltage i Final4 i Aalborg. Her spiller de på fredag semifinale mod Herning Blue Fox.
White Hawks blev slemt svækket i søndagens kamp mod Sønderjyske, da klubbens nye østrigske keeper, Max Zimermann, halvvejs inde i første periode måtte udgå med stærke smerter. Det så ikke godt ud, da østrigeren måtte hjælpes i omklædningsrummet, og han spiller med garanti ikke i aften.
Kanal Frederikshavn har været i kontakt med direktør René Jørgensen.
- Max Zimmermann skal til scanning i dag, og så bliver vi forhåbentlig lidt klogere, lyder det fra WH-direktøren.
Det er kun tre uger siden, Max Zimmermann afløste skadede August Hedlund i WH-buret, og han har gjort det flot, så det er noget af en streg i regningen for høgene, hvis man nu igen skal undvære en stærk førstekeeper i flere uger.
Heldigvis er Anton Wilde vendt retur fra U20-VM i USA, hvor Danmark desværre røg ud af det fine selskab i A-gruppen. Anton Wilde returnerede til Frederikshavn i søndags og er nok stadig ramt af lidt jetlag. Men er han frisk til en starter, vil det ikke undre, om Mario Simioni giver den 17-årige keeper chancen fra første puckkast.
Vernon Hofferd og René Jensen får ansvaret for det puckkast, og det er klokken 19:00 i Spar Nord Arena i Odense.




































