Skagen Gymnastik Forening vinder Nordjyske Banks Foreningspris
Der er nu fundet tre vindere af Nordjyske Banks Foreningspris 2026. En af dem er Skagen Gymnastik Forening, der er et godt eksempel på det gode foreningsliv, som prisen er sat i værk for at hylde. Foreningen modtager 50.000 kr., som blandt andet skal bruges på nye redskaber.
Der er ingen tvivl om, at der findes mange stærke foreninger og lokalsamfund rundt omkring i Nordjylland. Det kan bankdirektør Claus Andersen, Nordjyske Bank, konkludere efter afslutningen på konkurrencen om dette års foreningspris, hvor hele 218 foreninger var indstillet.
- Den fortsat store interesse for prisen viser os, at nordjyderne stadig bakker højt op om foreningslivet, og det glæder os. Vi ved nemlig, hvor stor betydning foreningslivet har for mange nordjyder. Derfor er vi også glade for at kunne hæve beløbet på dette års pengepræmie, der nu lyder på hele 50.000 kroner til hver af de tre vindere, foirtæller Claus Andersen.
Blandt de tre vindere er Skagen Gymnastik Forening, hvor frivillige arbejder for at fremme glæden ved gymnastik og motion hos foreningens 280 medlemmer. Foreningen tilbyder alt fra rytme- og springgymnastik til børnehold og yoga.
- Vi er meget glade for prisen og pengepræmien, der gør, at vi kan købe nye redskaber til vores gymnastikhold. Vores redskaber bliver brugt nærmest hver dag, og de trænger til en udskiftning – både for vores gymnasters sikkerhed, men også for glæden ved at have nye, fine redskaber, hvor de kan udvikle på deres spring, fortæller næstformand Ann-Sofia.
Det er nordjyderne selv, der har indstillet og stemt på de foreninger, de mener fortjener prisen. De ti foreninger med flest stemmer gik videre til finalen sammen med ti yderligere foreninger blandt de indstillede. Her blev de tre vindere af Foreningsprisen udpeget af en uafhængig dommerkomité.
- I Skagen Gymnastik Forening er der plads til folk i alle aldre, og det var særligt det, dommerkomitéen baserede valget på. Derudover er foreningen med til at styrke det lokale sammenhold i Skagen og omegn samt glæden ved idrætten. Vi glæder os over at kunne støtte foreningen, så de kan købe nye redskaber til glæde og gavn for deres gymnaster, afslutter Claus Andersen fra Nordjyske Bank.
Foruden Skagen Gymnastik Forening var det Volleyballklubben Vendsyssel og Aalborg 89'ers, der løb med prisen og en tilsvarende pengepræmie.




































