Skagen Kirke får millionstøtte til at bevare dansk kulturarv
Kirkeminister Ida Auken tildeler knap 26,5 millioner kroner fra puljen for Kirkeministeriets kirkeistandsættelsesordning til 32 kirker. Pengene skal blandt andet gå til at sikre, at historiske kirker fortsat kan være en levende del af lokalsamfundene. Skagen Kirke er i top 3, når det gælder størrelsen på støtten.
32 kirker fordelt på tværs af landet har modtaget den gode nyhed om, at de modtager støtte fra statens kirkeistandsættelsesordning.
De største bevillinger går i år til Dronninglund Kirke og Horne Kirke, som hver modtager henholdsvis 3,5 og 3,4 millioner kroner til deres projekter. Derefter kommer Skagen Kirke, der modtager 2.559.972 kroner.
- Kirkerne fortæller historien om Danmark, både gennem deres arkitektur, kunst og inventar og gennem de mange mennesker, der gennem generationer har haft deres gang i dem. Derfor er det vigtigt, at vi passer godt på dem. Med årets bevillinger kan vi være med til at sikre, at flere værdifulde kirker bevares for både nuværende og kommende generationer, siger kirkeminister Ida Auken.
De 32 kirker er nogle af landets ældste og mest markante kulturhistoriske bygninger, og med støtten kan en række nødvendige istandsættelser nu sættes i gang. Det er med til at sikre, at kirkerne også fremover kan stå som en del af både den lokale historie og den fælles danske kulturarv.
Kirkeistandsættelsesordningen giver mulighed for, at der kan søges om tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker. Udvælgelsen sker i samarbejde med Nationalmuseet, og projekterne bliver udvalgt på baggrund af, om de har enestående national eller lokal betydning.
Ministeren har besluttet, at der gives tilskud til 32 projekter. Projekterne er hver især udvalgt, fordi de har enestående national eller lokal betydning. Udvælgelsen er sket i samarbejde med Nationalmuseet, der her begrunder valget af Skagen Kirke:
Skagen har haft en sognekirke fra i al fald 1300-tallet. Men fra 1500-tallet blev bygningen til stadighed udsat
for sandflugt, og i 1795 måtte den opgives som kirke. Bygningen blev derfor revet ned bortset fra tårnet, der
under betegnelsen "Den Tilsandede Kirke" er blevet et søgt turistmål.
Et kapel af træ et par kilometer mod nordøst tjente herefter som kirke indtil 1839, da det blev revet ned til fordel for en ny stenkirke, tegnet af Danmarks ledende arkitekt, C.F. Hansen. Hansens kirke, der blev indviet i 1841, var en enkel langhusbygning med kor og skib i ét og en lille tagrytter over vestenden.
Omkring 1900 var den blevet for lille til den voksende befolkning, og arkitekt og medlem af byens kunstnerkoloni Ulrik Plesner forlængede den mod øst, gjorde tagrytteren til et regulært tårn og tilføjede et sakristi.
Det gennemført klassicistiske indre vidner fortsat om Hansens indsats, om end flere inventargenstande blev udført af ny til den udvidede kirke. Det var kendte kunstnere, der blev inddraget: Altermaleriet af Jesu fødsel er således udført af Joakim Skovgaard, og prædikestolen, der er af eg med forgyldning og som ligesom døbefonten anbragt i rummets midterlinie, er udført af Thorvald Bindesbøll.
Skagen Kirke har på grund af sin historie og de involverede kunstnere en betydelig, national bevaringsværdi.
Ansøgningen er derfor støtteværdig.




































