Skagen Marathon 2026: Rekordløb satte Skagen i bevægelse
Skagen Marathon skrev historie lørdag. Mere end 5.000 deltagere var tilmeldt årets løb, og løbere fra 43 lande var med til at fylde Skagen med liv. De største deltagergrupper kom fra Danmark, Norge og Tyskland.
Rekorden fik en særlig betydning, fordi Skagen Marathon vendte tilbage efter et års ufrivillig pause. I 2025 satte stormen Amy en stopper for løbet. I år stod løbere, frivillige, sponsorer, lokale virksomheder og tilskuere igen sammen om at skabe en stor løbefest. Det gav flere end 10.000 besøgende i alt til den store event I Skagen.
Programmet bød på distancer for mange niveauer fra 5 kilometer til marathon samt blandt andet Grenen Trail og Walk & Talk. Ruterne lod deltagerne opleve Skagen fra flere sider, mens start- og målområdet på havnen samlede løbere og publikum.
- Som turistdirektør er jeg usædvanligt stolt af mine kolleger og vores medlemmer i Toppen af Danmark. Men Skagen Marathon er større end arrangørerne alene. Den brede opbakning fra sponsorer, frivillige, foreninger, erhvervsliv og skawboere er med til at gøre dagen mulig, siger turistdirektør fra Toppen af Danmark, Nicolai J Nissen.
Et arrangement med mere end 10.000 besøgende skaber også aktivitet i byen på et tidspunkt, hvor højsæsonen er forbi. Hoteller, butikker, restauranter og oplevelsessteder får besøg af løbere og deres familier, og mange gør løbsdagen til en hel weekend i området.
Nicolai J. Nissen forklarer, at der er flere årsager til at turistforeningen Toppen af Danmark årligt udvikler og producerer en stor event som denne.
- Udover at det skaber essentiel aktivitet i en weekend udenfor højsæsonen, er det også et strategisk stærkt marketingværktøj. En stor event som Skagen Marathon giver løbende markedsføring året igennem herhjemme samt på prioriterede nærmarkeder som f.eks. i Norge, hvor Skagen står særligt stærkt som feriedestination. Ligesom det er en god smagsprøve på Skagen over de mange tusinde gæster, der er på besøg med en enkelt overnatning eller som dagsturister til eventen, og som ved selvsyn får at se, hvor unik Skagen og Vendsyssel er. Tak til alle, der løb, heppede, hjalp og bakkede op. Rekorden er flot, men det stærkeste indtryk er fællesskabet, der gjorde den mulig, siger Nicolai J Nissen.





































