Gå til hoved-indhold
07. april 2026 - kl. 00.04

Skal Abildparken eller Strandgården ændres til lokalplejehjem?

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Administrationen mener, at der er skal etableres lokalplejehjem i Frederikshavn Kommune, og der peges på tre muligheder: Abildparken i Frederikshavn, Strandgården i Strandby eller et helt nyt plejehjem.

Udvalget for Ældre, Social og Handicap behandler sagen 16. april, men allerede i morgen er sagen i høring i Ældrerådet.

Lov om lokalplejehjem trådte i kraft 1. januar 2025 og giver kommunerne mulighed for at etablere nye eller omlægge eksisterende plejehjem til lokalplejehjem. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, om den ønsker at etablere lokalplejehjem.

Lokalplejehjem drives som aktieselskaber med selvstændige bestyrelser bestående af repræsentanter fra lokalområdet og det lokale erhvervsliv. Bestyrelsen har ansvaret for drift og økonomi, mens kommunalbestyrelsen fortsat varetager visitation, finansiering og forsyningsansvar. Et lokalplejehjem kan ejes af en eller flere kommuner.

Lokalplejehjem har samme frihedsgrader som friplejehjem og kendetegnes ved:

  • Kommunalt ejerskab
  • Selvstændig driftsenhed frisat fra kommunalbestyrelsens politikker og krav
  • Adskillelse mellem myndighed og drift
  • Mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser fx ekstra rengøring eller ledsagelse

Kommunen kan efter aftale og mod betaling levere administrative ydelser til aktieselskabet, såsom IT-drift, bogholderi, løn, fakturering, statistik og juridisk bistand vedrørende personalemæssige forhold.

Fordele ved lokalplejehjem kan være øget valgfrihed for borgerne, herunder muligheden for tilkøbsydelser samt større involvering af lokalsamfundet i udvikling og drift af plejehjemmet. Ulemper kan være potentielle udfordringer med at rekruttere kompetente medlemmer til bestyrelsen samt en øget risiko for, at der opstår et A- og et B-hold, når nogle borgere har råd til at tilkøbe ydelser og derfor vælger et lokalplejehjem, mens andre borgere ikke har den økonomiske mulighed.

Ved beslutning om at etablere et lokalplejehjem peger administrationen på tre muligheder. To muligheder indebærer omlægning af eksisterende plejecentre, mens den tredje er etablering af et nyt. Omlægning vil betyde en hurtigere opstart, mens et nybygget lokaleplejehjem vil bidrage til at imødekomme det stigende behov for plejeboliger – særligt efter 2035.

De to eksisterende plejecentre, der i denne sammenhæng fremhæves som mulige lokalplejehjem, er Abildparken i Frederikshavn og Strandgården i Strandby.

Abildparken er et større plejecenter med i alt 60 boliger fordelt på 20 demensboliger og 40 somatiske  boliger. Et lokalplejehjem her vil kunne drage fordel af de muligheder, der ligger i at være placeret i en større by, hvor både erhvervsliv og civilsamfund rummer et bredere potentiale for samarbejde og involvering.

Byens størrelse vurderes at øge sandsynligheden for at etablere en lokal bestyrelse, da der forventeligt vil kunne findes flere interessenter, som ønsker at bidrage til udviklingen af et lokalplejehjem og forankre det i lokalsamfundet.

Der vil desuden være mulighed for at tænke særlige faglige profiler eller specialiseringer ind i de eksisterende enheder, for eksempe inden for kunst og kultur eller natur. Plejecentret vil fortsat kunne indgå i et tæt samarbejde med de kommunale plejecentre.

Strandgården er et mellemstort plejecenter med 40 boliger fordelt på 20 demensboliger og 20 somatiske boliger, og ligger i et landområde præget af et stærkt og aktivt frivillighedsmiljø. Lokalsamfundet er kendt for at bakke op om lokale initiativer og for aktivt at arbejde for at sætte området på landkortet. Dette vurderes at skabe gode forudsætninger for at etablere en lokal bestyrelse og for at forankre lokalplejehjemmet solidt i civilsamfundet.

Plejecentret kan desuden udvikles med en lokal tematisk specialisering, for eksempel med afsæt i områdets identitet inden for fiskeri, hav eller maritime aktiviteter – "det blå område".

Et lokalplejehjem her vil fortsat kunne indgå i tæt samarbejde med kommunens øvrige plejecentre.

Den tredje mulighed er etablering af et nyt lokalplejehjem placeret dér i kommunen, hvor det vurderes mest hensigtsmæssigt ud fra den demografiske udvikling, lokale behov og kommunens overordnede by- og landplanlægning.

Placeringen kan fastlægges med udgangspunkt i plejeboliganalysens konklusioner, herunder forventninger til fremtidige kapacitetsbehov, geografisk balance og hensynet til nærhedsprincippet.

Et nyt lokalplejehjem vil give mulighed for at skabe en moderne, fremtidssikret ramme, der fra starten kan designes med lokal forankring og eventuel specialisering i fokus.

Kapacitetsanalysen viser et behov for 50 (scenarie 2 fra plejeboliganalyse) eller 55 (scenarie 1 fra plejeboliganalyse) nye pladser i 2030, svarende til et plejecenter.

Behovet for nye pladser kan dækkes via et nyt kommunalt plejehjem, et lokalplejehjem eller etablering af et private plejecenter.

Center for Sundhed og Pleje indstiller, at der træffes beslutning om at etablere et lokalplejehjem i kommunen, og at der træffes beslutning om, hvilken af de tre muligheder der skal arbejdes videre med.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...